Per Aarsleff overtager aktierne i VG Entreprenør
Per Aarsleff har i dag overtaget aktierne i entreprenørselskabet VG Entreprenør A/S i Lemvig, som har specialiseret sig i kystsikrings- og øvrige vandbygningsarbejder. Selskabet omsætter årligt for cirka 35 millioner kroner og arbejder over hele landet.
Det fremgår af en børsmeddelelse.
Ledelsen fortsætter i det nye ejerskab. Aarsleff og VG Entreprenør A/S har tidligere samarbejdet som konsortiepartnere på forskellige molebygningsarbejder. Det er hensigten, at VG Entreprenør A/S skal fortsætte sine aktiviteter ud fra sin egen adresse, og at firmaets særlige kompetencer skal videreudvikles som et selskab i Aarsleff-koncernen.
Effekten af overtagelsen af VG Entreprenør A/S i 2010/2011 vil indgå i resultatforventningerne, som oplyses som vanligt i forbindelse med offentliggørelse af årsregnskabsmeddelelsen for regnskabsåret 2009/2010.