Aarsleff på vej med trecifret millionudlodning, forudser Danske Bank

Udgivet den 24-05-2024  |  kl. 07:40  |  

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff får hævet kursmålet hos Danske Bank til 446 kr. fra 405 kr.

Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af et notat fra banken efter Aarsleffs foreløbige regnskabstal for andet kvartal af regnskabsåret 2023/24, der blev annonceret 14. maj.

De foreløbige regnskabstal og medfølgende opjustering af forventningerne til hele året indikerer ifølge banken en fortsættelse af selskabets stærke momentum på det danske konstruktionsmarked gående ind i anden halvdel af regnskabsåret.

- Vi afventer nyhedsflow om ordreindtag og et potentielt aktietilbagekøb i regnskabet for andet kvartal. Vi hæver vores forudsætninger og fastholder anbefalingen "køb", skriver Danske Bank.

Regnskabet for andet kvartal offentliggøres 28. maj, og her venter Danske Bank annoncering af et aktietilbagekøbsprogram på 204 mio. kr., svarende til en total udlodning på 50 pct. af sidste års resultat.

Entreprenørkoncernen opjusterede 14. maj sine forventninger til regnskabsåret 2023/24 på baggrund af "høj aktivitet" både i Danmark og uden for landets grænser.

Aarsleff regner nu med en omsætningsvækst i hele regnskabsåret på 1-6 pct. til 20,4-21,4 mia. kr., mens driftsoverskuddet, EBIT, ses lande i 950-1050 mio. kr.

De tidligere forventninger var et salg i året på 19,5-20,5 mia. kr. og et driftsoverskud på 900-1000 mio. kr.

Siden opjusteringen er Aarsleff-aktien steget fra 341,50 kr. til 370 kr., som var lukkekursen torsdag.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Maintain❯  Research❯  Shares❯