Advokatens bedste råd til dig, der vil handle bolig i coronakrisen

Udgivet den 09-04-2020  |  kl. 06:00  |  

Foto: Boligsiden

Normalt er det nok mest et spørgsmål om, hvordan du skal gennemføre en bolighandel, der trænger sig på, når du søger rådgivning hos en advokat i forbindelse med et køb eller salg.

Men coronavirussens indtog i Danmark har vendt op og ned på det, vi normalt gør, når vi handler bolig. Nu er det ikke blot et spørgsmål om, hvordan du gør det. Du spørger nok også dig selv, om du overhovedet skal handle nu.

Boligsiden har spurgt Kristian Dreyer, der rådgiver boligkøbere og boligsælgere i sit job som advokat og partner i GALST Advokater, hvad han råder sine klienter til lige nu. Vi håber, at du kan blive klogere på din beslutning.

Hvad har corona betydet for de klienter, du rådgiver?
"COVID-19-situationen gør, at boligmarkedet er gået mere eller mindre i stå. Der er fortsat handler, men antallet er betydeligt reduceret, har jeg indtryk af. Samtidig står køberne i en situation, hvor priserne på boligfinansiering er steget voldsomt over meget kort tid. Det betyder, at det er dyrere for køberne at eje boligen."

"Boligkøberne kan måske i et vist omfang udnytte det ved at være kritiske over for prisen og forsøge at forhandle et prisafslag med sælger på plads. Der er nu færre købere, og det påvirker prisforhandlingen".

"Mange sælgere er i disse tider indstillet på at give køber det afslag i prisen. Er du sælger, må du gøre op med dig selv, om du har behov for at sælge nu eller kan vente. Skal du sælge nu, må du gå i forhandling om prisen med køberen, og ellers bør du afvente sensommeren, hvor markedet forhåbentlig har normaliseret sig - men vi kan også se ind i et boligmarked der presses endnu mere, som følge af en global recession, og derfor er det ikke sikkert, at man hen over sensommeren vil opleve en normalisering."

"Personligt tror jeg, at vi nok ser et boligmarked under pres i resten af 2020 og måske helt frem til foråret 2021. Det afhænger af, hvor store økonomiske følger vi ser af COVID-19-krisen både her i landet og globalt. Nogle gange er det bedre med en fugl i hånden end 10 på taget, eller sagt med andre ord: Måske skal man netop slå til nu som sælger, og så acceptere et prisnedslag, frem for at vente, hvis boligmarkedet bliver ramt virkeligt hårdt."

"Vi rådgivere har desværre ikke en krystalkugle, og ingen ved hvordan boligmarkedet arter sig på længere sigt. Når beskæftigelsen falder, og lønindkomsterne falder, eller folks job bliver mere usikre, påvirker det boligmarkedet og køberefterspørgslen. En global recession kan sætte det danske boligmarked under pres i den kommende tid, desværre."

Hvad betyder corona for den måde, du rådgiver bolighandlende på?
"Det kommer helt an på tidshorisonten og den enkeltes situation. Historien viser, at boligpriserne går op og ned, og den generelle trend er, at det altid har været godt at investere i fast ejendom. Men investerer du i fast ejendom med en kort investeringshorisont på to-tre år, ville jeg være tilbageholdende med at købe nu. Jeg ville i stedet overveje en lejebolig. Er man sælger, må man overveje om man vil sælge nu til reduceret pris, eller har tid og råd til at vente og tage chancen på et boligmarked i bedring - men vi ser nok ind i en global recession, og dermed måske et boligmarked, der i det kommende år vil være påvirket negativt.

Hvad betyder corona for eksisterende boligejere, der vil sælge og købe nyt?
"Er du allerede boligejer, og skal du blot have noget nyt at bo i, vil prisfald og prisstigninger i vid udstrækning være nogenlunde ens på den bolig du sælger, og den bolig du køber. Derved bliver boligprisændringerne eksempelvis som følge af COVID-19-situationen, og den efterfølgende økonomiske recession vi ser ind i, mindre afgørende."

Hvad betyder corona for, hvordan førstegangskøberen skal forholde sig til et køb?
"Er du førstegangskøber og skal ind på boligmarkedet, er det værd at overveje, om en generel økonomisk recession med muligt faldende priser, gør, at du skal vente med at købe, indtil virkningerne på boligmarkedet efter COVID-19 er mere synlige. Køber du nu, risikerer du at købe for dyrt, men har du planer om at bo i boligen i rigtig mange år, gør det næppe noget, da priserne igen vil komme op. Hvis du køber nu, skal du kunne tåle at miste noget indtægt som følge af afskedigelse, og det vil være skidt, hvis priserne falder yderligere, og man tvinges til at sælge - så bliver man ramt dobbelt hårdt."

"Skal du købe, fordi du ikke har andre valg, er det en anden sag. Og boligpriserne vil stige igen - på et tidspunkt. Sådan er det altid. Problemet er, at ingen ved, hvornår priserne går op, og hvornår de falder. Har du en længere investeringshensigt, og ønsker at blive boende i boligen de næste 10 år, tror jeg ikke, at du skal være så bekymret for at købe for dyrt nu."

Kristian Dreyers tre bedste råd til dig, der vil handle bolig nu
- Ethvert råd om køb af bolig skal vurderes ud fra din konkrete situation, herunder økonomi og investeringshorisont med videre. Hvad der er godt for dig, er skidt for andre.
- Du bør få en indgående rådgivning om valg af finansiering samt vælge en finansiering, der er fastforrentet eller med renteloft, da de kommende år er usikre.
- Du bør sikre dig, at du kan sidde i boligen, selv om du bliver afskediget. Er I et ægtepar eller tilsvarende, bør I altså kunne beholde boligen - også selv om én mister jobbet. De kommende år vil blive hårde, ganske som vi så det under finanskrisen i 2008-2009, og det skal du tage højde for, inden du kaster dig ud i drømmeboligen.
Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Seneste nyheder

17:46 Europa/lukning: Unibrew bragede i vejret i fladt marked
17:42 Trifork-aktionærer vedtager mindre navneændring
17:16 Stoltenberg: Nato enes om at sende mere luftværn til Ukraine
17:06 Unibrew lægger knap 4 mia. kr. til markedsværdi efter største stigning i 15 år
17:04 Fredagens obligationer: Bekymring og rentefaldt vendt til lettelse og rentestigninger
17:03 Fredagens aktier: Unibrew i hovedrollen med største stigning i 15 år efter opjustering
16:42 Amerikansk Widex-chef kan godt se sig i VA igen - men ingen beslutning truffet
16:34 ECB-medlem: Europa kan trykke på renteknappen før USA men forskellen vil kunne mærkes
16:23 American Express tiltrækker kvalitetskunder og slår forventninger i første kvartal
15:57 Ørsted indgår endelig aftale med partner om køb af resten af amerikansk vindprojekt
15:46 USA/åbning: Netflix falder tungt i blandet amerikansk aktiestart
14:18 USA/tendens: Futures retter sig efter store fald tidligt fredag - Netflix i fokus
13:05 Procter & Gamble tjente mere end ventet men skuffer med salget
13:03 Valuta: Usikkerhed styrker schweizerfranc - og yoyo i euro-dollar
12:20 Europa/aktier: Unibrew og L'Oreal til tops i konfliktfyldt aktiemarked
11:56 Obligationer/middag: Bekymringer for situationen i Mellemøsten bag beskedent rentefald
11:44 Aktier/middag: Unibrew i vejret og positiv afsmitning på Carlsberg i negativt aktiemarked
11:37 Unibrew ser fortsat flad volumenvækst trods god start på året
10:25 Unibrew er foran planen: Produktionen i nytilkøbte bryggerier er kommet op i gear
09:45 Iransk embedsmand efter muligt angreb: Ingen planer om gengældelse