Aktiehandel fra 9 kr. - Danmarks laveste kurtage
Nordnet sænker nu minimumskurtagen for nye kunder til kun 9 kr. Tilbudet gælder i de fire første måneder som kunde hos Nordnet og giver nye kunder mulighed for at handle danske aktier til kun 0,07 pct. med en minimumskurtage på kun 9 kr.
Nordnets nuværende kunder får også glæde af tilbudet, da de kan handle danske aktier med min. kurtage på 9 kr. indtil 1. juli 2003.
- Siden lanceringen af WinTrade i Danmark, som er Nordens mest anvendte handelssystem med alt i realtid, har kundetilstrømningen accelereret. Nu øger vi tempoet yderligere, og sænker kurtagen for at kunne vokse endnu hurtigere, siger Max Gandrup, mæglerchef hos Nordnet Danmark.
Nordnet har øget sin markedsandel på Københavns Fondsbørs til 1,10 pct. i første kvartal 2003 mod 0,92 pct. i første kvartal 2002. Den helt store stigning for Nordnet Danmark ligger dog i svenske handler som er steget med 862 pct. fra første kvartal 2002 til første kvartal 2003.
- Som den eneste aktør i Danmark tilbyder vi sammenlægningskurtage for svenske aktiehandler. Dette betyder at flere handler i samme aktie, samme vej, samme dag sammenlægges til en handel før kurtage beregnes. For den aktive investor er der mange penge at spare på sammenlægningskurtage og gør at man kan handle svenske aktier hos Nordnet helt ned til 33 svenske kroner per handel, siger Max Gandrup.