Aktier/åbning: Bavarian og Novo holder C25 oppe trods nyt dyk til Mærsk

Udgivet den 07-08-2023  |  kl. 09:16  |  
Arkiv: Foto

Bavarian Nordic stikker positivt ud fra flokken på det danske aktiemarked mandag morgen efter positive studieresultater, mens Mærsk-aktierne omvendt fortsætter fredagens deroute oven på en lang række sænkede kursmål og anbefalinger som reaktion på halvårsregnskabet i fredags.

Samlet set er stemningen på markedet også let positiv - blandt andet også trukket op af blytunge Novo Nordisk. C25-indekset stiger efter godt ti minutters handel mandag med 0,3 pct. til 1761,08.

Novo Nordisk stiger uden større selskabsspecifikke nyheder som forklaring med 1,3 pct. til 1075,20 kr.

I bunden er Mærsk-aktierne endnu en gang, efter at en lang række banker har skruet ned for vurderingen af potentialet i det lyseblå konglomerat som reaktion på regnskabet i fredags.

MÆRSK OG BAVARIAN I HVER SIN RETNING

Mærsk har nemlig fået en hel sværm af analyseændringer siden regnskabet, og de fleste af dem er i nedadgående retning.

Blandt andet har både DNB og Danske Bank sænket anbefalingen af Mærsk til "sælg" fra "hold", og hos DNB er kursmålet samtidig skruet ned til 11.500 kr. fra 14.200 kr.

Desuden har både Fearnley, Barclays og ABG Sundal Collier sænket deres kursmål for Mærsk, mens JPMorgan er gået i den modsatte retning og har skruet kursmålet lidt op.

Mærsk-aktierne endte fredag med et stort fald, efter at finansdirektør varslede mørke skyer over indtjeningen i de kommende kvartaler på en telekonference efter regnskabet, og mandag morgen fortsætter B-aktien ned med 1,9 pct. til 12.615 kr.

Modsat godt går det for Bavarian Nordic, der løftes med 7,2 pct. til 159,75 kr., efter at selskabet har luftet positive fase 3-resultater med en vaccine mod febersygdommen chikungunya, der overføres til mennesker via myggestik.

Vaccineselskabet planlægger at ansøge myndighederne i USA og Europa om markedsføringstilladelse i 2024 og håber på en lancering i 2025.

Bavarian overtog rettighederne til vaccinen som led i en handel med amerikanske Emergent Biosolutions i februar i år.

VESTAS TRYKKES AF KONKURRENTMELDINGER

Også vindmølleproducenten Vestas er i modvind fra morgenstunden mandag - oven på meldinger fra tyske Siemens Energy, der har nedjusteret forventninger efter at have indregnet store tab på fejlbehæftede møller fra to af selskabets produktserier.

Inden da havde forventningerne været suspenderet siden tidligere på sommeren.

Problemerne hos den tyske konkurrent ses dog som værende interne, og dermed bør de ikke smitte så meget af på Vestas' andet kvartal, som selskabet gør status for på onsdag.

- Alt det Siemens Energy kommer til at tale om i dag i relation til Siemens Gamesa er dårligdomme, og i en eller anden forstand kan det godt smitte af på Vestas, vurderer Sydbanks analysechef, Jacob Pedersen, over for MarketWire.

Han mener dog, at Vestas-aktionærerne vil hæfte sig ved, at udfordringerne i Siemens Gamesa i høj grad er interne, og at Vestas formentlig er et helt andet sted, hvilket også bør fremgå af regnskabet på onsdag.

Mandag bliver Vestas-aktien dog trukket med ned og falder med 1,1 pct. til 177,98 kr.

GN, Danske Bank og FLSmidth, der alle har fået små ændringer i kursmålene mandag, bevæger sig ikke stort fra start.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯