Aktier/åbning: Carlsberg trækker C25 ned i let negativ start

Udgivet den 10-08-2020  |  kl. 09:16  |  
Arkiv: Foto

En række anbefalingsændringer fra Nordea har effekt på mandagens danske handel med aktier, der generelt er startet let negativt.

Både Carlsberg, Royal Unibrew og ALK-Abelló har fået ændret anbefalinger af Nordea inden handelsstart mandag.

Generelt er stemningen til den negative side trods stigende futures inden handelsstart. C25-indekset falder i den tidlige handel med 0,4 pct. til 1443,09.

Carlsberg har fået sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" hos Nordea, mens ALK har fået løftet anbefalingen til "køb" fra "hold". Her sættes kursmålet til 2215 kr.

Endelig har Royal Unibrew fået sænket anbefalingen fra til "hold" fra "køb".

Carlsberg falder med 1,2 pct. til 904 kr., Unibrew falder med 0,9 pct. til 630,60 kr., og ALK stiger med 3,9 pct. til 2012 kr.

FLERE KURSMÅLSÆNDRINGER TAGER FOKUS

ABG Sundal Collier har løftet sit kursmål for GN-aktien med 59 kr. til 443 kr. Samtidig fastholdes anbefalingen "køb."

Aktien falder alligevel med 1,0 pct. til 399,40 kr.

Chr. Hansens kursmål blev sent fredag hævet med knap 25 kr. til 620 kr. af Credit Suisse. Det tidligere kursmål var 500 kr. Samtidig fastholdes anbefalingen "neutral". Mandag falder aktien med 0,7 pct. til 706,20 kr.

G4S, der stiger med 2,6 pct. til 12,11 kr., har fået løftet kursmål af Jefferies til 15,27 kr. fra 11,43 kr. Anbefalingen er stadig "køb."

Solar-aktien løftes med 3 pct. til 278,50 kr. Danske Bank har løftet sit kursmål Solar til 310 kr. fra 285 kr. Både Solar og G4S afleverer regnskab for første halvår onsdag.

Nordea har hævet sit kursmål for Schouw-aktien til 605 kr. fra 570 kr., og anbefalingen "køb" gentages. Mandag stiger aktien med 1,3 pct. til 544 kr. Det er sjette handelsdag i træk, at aktien stiger.

Spar Nord har i øvrigt fået sænket sin anbefaling hos ABG Sundal Collier til "sælg" fra "hold".

Bankaktien falder mandag med 0,2 pct. til 52,60 kr.

PARKEN VENTER STORT UNDERSKUD I 2020

Parken Sport & Entertainment, der står bag fodboldklubben F.C.København og feriecenteret Lalandia, præsenterede fredag aften igen forventninger til 2020, efter at selskabet suspenderede sin prognose i marts som følge af udbruddet af coronavirus.

Selskabet venter nu en omsætning i niveauet 550 til 650 mio. kr. og et resultat før skat på minus 200 til minus 150 mio. kr.

Før suspenderingen ventede sports- og underholdningskoncernen en omsætning på 900 til 950 mio. kr. og et resultat før skat på 0 til 20 mio. kr.

De økonomiske forventninger er baseret på F.C. Københavns deltagelse i UEFA Europa League gruppespil i efteråret 2020 med et ventet resultat før skat herfor i niveauet 50 mio. kr.

Parkens aktie falder mandag med 7,2 pct. til 75 kr.

/ritzau/FINANS

Frederik Kjærgaard Bonde

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder