Aktier/åbning: DAB stiger ovenpå regnskab i knaldrødt marked

Udgivet den 26-02-2021  |  kl. 09:21  |  
Arkiv: Foto

Danske Andelskassers Bank, DAB, har fredag morgen fremlagt årsregnskab - og det sender efter aktiemarkedets åbning selskabet op med 1,1 pct.

Det generelle C25-indeks er derimod åbnet med et stort fald på 1,6 pct. i 1600,93.

Det sker efter, at indekset ellers sluttede i plus torsdag og dermed endte en seks dages lang nedtur.

Kort efter dagens aktieåbning sendte Cbrain også sit regnskab for fjerde kvartal på gaden. Her fremgår det, at selskabet i 2021 venter en vækst i omsætningen i niveauet 15-20 pct. og en indtjeningsmargin - målt på resultat før skat - på 10-15 pct.

Cbrain-aktien falder umiddelbart med 7 pct. til 204,50 kr. i det negative marked.

Fredagens marked har endnu til gode at se regnskaberne for Jeudan og Totalbanken, der også offentliggøres fredag.

I fredagens marked er det også værd at holde øje med flere af de selskaber, som torsdag fremlagde regnskab.

Det gælder blandt andet servicegiganten ISS, der har fået hævet sit kursmål af amerikanske Morgan Stanley.

Efter dagens åbning falder ISS-aktien dog med 3,4 pct. til 109,95 kr.

Morgan Stanley har nu et kursmål, der hedder 85 kr. mod tidligere 75 kr.

Handelsbanken har også haft ISS under lup siden gårsdagens årsregnskab. Kursmål og anbefaling fastholdes på henholdsvis 54 kr. og "sælg", men banken ser med kritiske øjne på selskabet.

- ISS kan potentielt ende med at blive en case med endeløse omstruktureringer. Det er netop de kontinuerlige omstruktureringsindsatser, der er årsag til vores bekymringer. Vi ser for indeværende ingen lys for enden af den støvede tunnel, skriver Handelsbanken i en kommentar fredag morgen.

Trods et milliardstort underskud i ISS endte selskabets aktiekurs uændret torsdag i 113,90 kr.

Også entreprenøren Aarsleff præsenterede tal for sit første kvartal torsdag. Det sendte aktien op med 9,6 pct. - og siden har SEB løftet sit kursmål til 340 kr. fra 315 kr.

Fredag morgen lægger entreprenøraktien fra land med et fald på 3 pct. til 283 kr.

Vindmølleproducenten Vestas rykker også en smule på sig i fredagens handel. Aktien falder 3,2 pct. til 1146 kr.

Kursmålet Vestas-aktien er ellers blevet sat op med 15 pct. til 1070 kr. fra førhen 930 kr. af finanshuset HSBC.

Torsdag var der også friske tal fra Matas. Siden har investeringsbanken Carnegie lagt 5 kr. oveni kursmålet, så det hedder 95 kr. Anbefalingen fastholdes på "køb".

Fredag falder Matas-aktien fra åbningen med 1,6 pct. til 81,60 kr.

Der er fredag morgen blandt andet kommet årsregnskab fra det norske flyselskab - og konkurrent til SAS - Norwegian. Et regnskab, der ikke overraskende viste, at Norwegian styrtbløder passagermæssigt og finansielt.

SAS-aktien falder fredag med 2,8 pct.

/ritzau/FINANS

Jeppe Boysen Karlsson

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder