Aktier/åbning: FLSmidth mod strømmen i halvsvagt C25

Udgivet den 07-07-2020  |  kl. 09:22  |  
Arkiv: Foto

FLSmidth-aktien har tirsdag morgen lagt sig i spidsen af et ellers halvsvagt eliteindeks, efter at finanshuset RBC har indledt sin dækning af aktierne i cement- og mineustyrsproducenten med en positiv anbefaling.

Blandt sidepapirerne står det danske designikon B&O øverst på dagsordenen, efter at audio- og videokoncernen har fremlagt et skuffende regnskab.

Stemningen er generelt negativ i Europa efter meldingen om en seks ugers nedlukning i Melbourne, og det tyske DAX-indeks taber 0,7 pct. fra start. Det danske C25-indeks taber 0,3 pct. til 1388,17, efter at mandagen bød på en stigning på 0,9 pct. og en lukkekursrekord.

B&O LEVERER SKUFFENDE REGNSKAB

Problemramte Bang & Olufsen har offentliggjort et, hvad selskabet selv kalder "skuffende" regnskab for fjerde kvartal. Gennem de senere år har skuffelser, tab og gentagne nedjusteringer været kendetegnende for Struer-koncernen, og senest var en kapitalrejsning nødvendig, for at få selskabet tilbage på fødderne i coronaviruseffektens tegn.

135 mio. kr. lyder minusset på netto eller mere end dobbelt så meget som sidste år, mens omsætningen faldt til 377 mio. kr. fra 618 mio. kr. i fjerde kvartal 2018/19.

- Det har været et skuffende år for Bang & Olufsen. De utilfredsstillende resultater skyldtes primært manglende fremgang i den igangværende omstilling til en mere efterspørgselsdrevet detailmodel og højere end forventet salg gennem uautoriserede kanaler, siger Kristian Teär, der er administrerende direktør i B&O, til årets resultater.

Bang & Olufsen fastholder de forventninger, som selskabet meldte ud i midten af maj.

Bang & Olufsen taber 3,9 pct. til 11,52 kr.

ANALYSENYT

FLSmidth har fået indledt dækning med anbefalingen "outperform" af finanshuset RBC.

Det fremgik mandag efter lukketid af data fra Bloomberg News.

Kursmålet bliver sat til 265 kr.

FLSmidth-aktien fortsætter opturen med en stigning på 2,0 pct. til 204 kr. efter mandagens plus på 3 pct.

Danske Bank ligger modsat i den tunge ende, hvor bankaktien taber 1,1 pct. til 94,30 kr. efter mandagens plus på 2,9 pct.

Danske Bank har fået et mindre løft af sit kursmål til 91,50 kr. fra 88 kr. hos Deutsche Bank, der gentager anbefalingen "hold". Nordea løfter også sit kursmål for aktien til 110 kr. fra 105 kr. med en fastholdt købsanbefaling. Handelsbanken har løftet sit kursmål på aktien til 105 kr. fra 100 kr.

Energiselskabet Ørsted har fået hævet kursmålet hos finanshuset Goldman Sachs til 880 kr. fra 815 kr. Anbefalingen lyder dog fortsat på "hold".

Ørsted har i øvrigt fået selskab af Thailandske Gulf Energy, der har købt det holdingselskab, der ejer halvdelen af Borkum Riffgrund havvindmølleparken i Tyskland.

Ørsted-aktien taber 0,03 pct. til 792,80 kr.

Generelt hænger de cykliske aktier i bremsen, hvor Mærsks B-aktie taber 1,2 pct. til 8244 kr. efter mandagens stigning på 4,3 pct.

Modsat er der tirsdag bedre efterspørgsel efter de mere defensive papirer, hvor Coloplast løftes med 0,7 pct. til 1042,50 kr., og Novozymes stiger med 0,6 pct. til 392,10 kr.

STORBANK LØFTER NKT

Den amerikanske storbank JPMorgan har løftet kursmålet for aktien i NKT til 110 kr. fra 95 kr. I samme ombæring gentages anbefalingen "neutral".

NKT-aktien kommer fra land med en stigning på 2,3 pct. i 149,30 kr.

Maersk Drillings kursmål hos analysehuset Evercore er reduceret til 164,75 kr. fra 205,74 kr. Anbefalingen af aktien fastholdes på "in-line".

Maersk Drilling falder med 2,4 pct. til 144,40 kr.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder