Aktier/åbning: Genmab topper tyndt og grønt C25-indeks

Udgivet den 17-02-2020  |  kl. 09:15  |  
Arkiv: Foto

De danske aktier er startet i positivt terræn mandag morgen, hvor udsvingene er yderst begrænsede.

Med Genmab som den største bidragsyder løftes C25-indekset med 0,2 pct. til 1358,29. Genmab stiger uden selskabsspecifikke nyheder med 1,3 pct. til 1653,50 kr.

Dermed følges der op på fredagens C25-rekord.

Generelt er udsvingene og omsætningen til den svage side, fordi der er meget få begivenheder i kalenderen, og samtidig har det amerikanske marked lukket grundet præsidenternes dag.

Helt i toppen fredag endte ingredienskoncernen Chr. Hansen Holding, som uden større bagvedliggende nyheder steg med 3,8 pct.

Mandag stiger ingrediensaktien for femte børsdag på stribe - med 0,04 pct. til 545,20 kr.

ØRSTED TILBAGE MED KØBSANBEFALING HOS SYDBANK

Energiselskabet Ørsted tiltrækker sig også lidt rampelys, efter at Sydbank har genoptaget analysedækning af aktien med den positive anbefaling "køb".

- Ørsteds markedsledende position inden for havvind danner grundlag for øget aktivitet i et kraftigt stigende globalt havvindmarked. Ørsted-aktien er ikke billigt prisfastsat, men en stærk projekteksekvering og en stadigt større efterspørgsel efter grøn energi kan løfte aktiekursen yderligere, skriver analytiker Per Fogh som begrundelse for købsanbefalingen.

Ørsted-aktien falder mandag morgen 0,2 pct. til 741,20 kr. efter fredagens plus på 2,1 pct.

Investorer med hang til Mærsk-aktier kan måske få sværere ved at gennemskue konkurrencebilledet på havneområdet i fremtiden.

I hvert fald er havneselskabet DP World på vej ud af børsen i Dubai, efter at dets moderselskab, Port and Free Zone World, har tilbudt at købe de små 20 pct. af aktierne, der er i fri handel på børsen, skriver Bloomberg News med henvisning til en meddelelse fra selskabet.

Trækket skal give DP World råderum til at forme strategien for en omfattende transformation af selskabet til et fuldfedt logistikselskab, der kan stå for hele transporten fra A til B.

Mærsk er også i færd med en lignende transformation, der skal gøre det danske selskab i stand til at stå for hele transporten af en container fra A til B - med led i alle dele af værdikæden.

Mærsks B-aktie falder i mandagens tidlige handel med 0,3 pct. til 8553 kr.

REGNSKABER FRA MINIPUTTER

De fleste af de tunge årsregnskaber blev før vinterferien overstået, så i denne uge er eneste større højdepunkt fra regnskabsfronten tallene fra Mærsk, der offentliggøres torsdag.

Men allerede mandag venter der årsregnskab fra Jutlander Bank, der skal sætte regnskabsmæssigt punktum for et 2019, der har budt på flere opjusteringer.

Samtidig rapporterer Rovsing også tal for første halvår af regnskabsåret 2019/20. Selskabet venter inden regnskabet en omsætning på 28-30 mio. kr. og et driftsresultat før af- og nedskrivninger (EBITDA) på 1-2 mio. kr. i hele regnskabsåret.

Rovsing-aktien stiger - efter at 108 aktier i selskabet har skiftet hænder - 1,9 pct. til 57,60 kr. Jutlander Bank-aktien er uændret i 200 kr. efter en omsætning på 15 aktier.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder