Aktier/åbning: Holder sig på rekordsporet

Udgivet den 11-06-2014  |  kl. 09:07  |  

De danske aktier stiger forsigtigt onsdag morgen efter tre lukkerekorder i rap for C20 Cap-indekset onsdag, fredag og tirsdag.

Optimismen er ikke helt oppe at ringe, men der er omvendt heller ikke umiddelbart udsigt til en brat slutning på de danske aktiers solide sommerform. C20 Cap-indekset stiger med 0,2 pct. til 822,85 efter knap 10 minutters handel.

Selskabsspecifikt er der fokus på vindmølleproducenten Vestas, der torsdag afholder kapitalmarkedsdag i hovedkvarteret i Aarhus. Umiddelbart ser den svenske storbank Nordea lyse udsigter for Vestas - og særligt serviceforretningen - der får større og større betydning i det samlede regnskab.

Nordea løfter sit kursmål for Vestas-aktien til 340 kr. fra tidligere 300 kr., mens den positive anbefaling "køb" fastholdes, blandt andet som resultat af den store lønsomhed i den hastigt voksende serviceforretning.

- Dermed kan en stigende indtægt fra serviceydelser være med til at øge den samlede lønsomhed i Vestas til gamle rekordniveauer. Dette er vigtigt, da aktiekursen allerede indregner betydeligt højere lønsomhed end i dag, skriver Nordea i sin morgenrapport onsdag.

Vestas-aktien stiger med 0,5 pct. til 295,60 kr. i den tidlige handel onsdag.

Interessenter i tøjselskabet IC Companys kan desuden skæve til regnskabet fra den spanske tøjkæde Inditex, der i Danmark er mest kendt for modekæden Zara. Inditex klarede sig bedre end ventet målt på indtjeningen i første kvartal af regnskabsåret 2014/15, realiseret ud fra en toplinje, der var stort set som ventet.

Inditex omsatte for 3,75 mia. euro mod ventet 3,8 mia. euro blandt analytikerne ifølge estimater indsamlet af Bloomberg News, mens bundlinjen gav et overskud på 406 mio. euro mod ventet 391,2 mio. euro blandt analytikerne.

ICC-aktien falder med 0,5 pct. til 184 kr. fra start onsdag.

Blandt de mindre papirer er der også fokus til SSBV-Rovsing, som stiger med 5,3 pct. til 0,20 kr. i den tidlige handel Selskabet nærmer sig en stor ordre fra italienske Selex, der allerede har betalt Rovsing 320.000 euro, så selskabet kan påbegynde udviklingen af et såkaldt MPCV PCDU-testsystem.

Pengene dækker Rovsings udgifter, indtil en eventuel samlet aftale falder på plads. Den kontrakt vil lyde på 1,3 mio. euro - eller 9,7 mio. kr. - hvis Rovsing bliver udpeget til opgaven.

Med få begivenheder i kalenderen og generelt mindre udsving er onsdagens samlede retning dog også afhængig af udviklingen for de mere tunge aktier. Det være sig eksempelvis Novo Nordisk, som fortsætter de gode takter efter gode testresultater med supersællerten Victoza, der fik aktien til at stige pænt tirsdag.

Onsdag morgen stiger Novo-aktien med 1,2 pct. til 247,30 kr. og er endnu engang helt i toppen af C20 Cap-indekset.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

17:52 Europa/lukning: Bilsektoren fik skrammer efter nedjustering fra Mercedes-Benz
17:16 Chemometec byder på belgisk selskab: Har tre uger til gennemsyn og endelig beslutning
17:08 Fredagens obligationer: Ugen bød på rentehop trods stor rentenedsættelse i USA
17:07 Fredagens aktier: Novo trynet oven på lunkne vægttabsdata - NNIT nævnt som opkøbsmål
17:03 Coloplast-formand sælger aktier for 178 mio. kr.
16:38 Novo-analytiker kalder kursfald "betydelig overreaktion"
16:09 Novos resultater med vægttabshåb er OK men ikke prangende - aktien falder
16:08 Novo præsenterer resultater med vægttabshåb: Skal arbejde mere med optimal dosis
16:02 Forbrugertilliden i eurozonen er mindre negativ
15:44 Novos resultater med vægttabshåb er OK men ikke prangende - aktien falder
15:36 USA/åbning: Fedex styrtdykker og Trump Media presses ned på rød fredag i USA
15:05 Novo-aktie dykker efter nye data for tablet
15:04 Novo præsenterer resultater med vægttabshåb: Skal arbejde mere med optimal dosis
14:31 USA/tendens: Nedtur i sigte - Fedex styrtdykker og pres på Trump Media
14:27 Trump Media på vej mod endnu en bundrekord
13:35 USA's centralbank risikerer at blive brugt politisk efter rentenedsættelse før valg
13:06 Europa/aktier: Nedjustering fra Mercedes-Benz tynger bilsektoren
13:04 Nordea er igen ramt af tekniske problemer: Kunder kan ikke komme på netbank
12:23 General Motors tilbagekalder over 449.000 biler efter fejl med bremsevæskeindikator
12:08 Obligationer/middag: Renten på vej til lille hop over ugen efter renteafgørelse i USA