Aktier/åbning: Lavere åbning - Zealand falder 6 pct.

Udgivet den 27-02-2024  |  kl. 09:22  |  
Arkiv: Foto

Det danske aktiemarked åbner marginalt lavere og med mandagens C25-raket, Zealand Pharma, som bundprop.

Tirsdag efter ti minutters handel falder C25-indekset 0,4 pct. til 1892,96. efter et plus mandag på 0,3 pct.

ZEALAND MED REGNSKAB

Zealand Pharma falder 6,1 pct. til 609 kr., måske som en reaktion på mandagens voldsomme stigning på knap 36 pct. efter opløftende data med selskabets lægemiddelkandidat til behandling af fedtlever. Tirsdag har selskabet fremlagt sit årsregnskab for 2023, hvor det netop er de opnåede resultater i forskningen, der lægges vægt på.

Resultatmæssigt blev omsætningen næsten tredoblet i 2023 sammenlignet med året til 342,8 mio. kr., og bundlinjen steg til et underskud på 703,7 mio. kr. fra et underskud på 1202,1 mio. kr. i 2022. For det nye regnskabsår venter Zealand Pharma, der ikke guider på resultatet, nettodriftsomkostninger på 1100-1200 mio. kr. mod 896 mio. kr. sidste år.

GENMAB FÅR HASTEBEHANDLING

Genmab, der tirsdag falder 0,6 pct. til 1995,50 kr., har fået accepteret sin ansøgning om hastebehandling af kræftmidlet Epkinly hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, til behandling af tilbagevendende follikulær lymfom eller tilfælde, hvor tidligere behandling ikke har virket, som tredjelinjebehandling. Det meddelte Genmab i en meddelelse natten til tirsdag.

Genmab har i øvrigt fået skåret sit kursmål til 1662 kr. fra tidligere 2040 kr. af analytikerne i det franske børshus Société Générale. Anbefalingen er der ikke pillet ved. Den er stadig "sælg".

JYSKE BANK MED MERE UDBYTTE

Hos Jyske Bank foreslår banken et udbytte på 7,80 kr. Det kommer i tillæg til det ekstraordinære udbytte på tilsvarende 7,80 kr., som blev besluttet i efteråret 2023. Samtidig med regnskabet oplyste banken, at den fra og med regnskabsåret 2024 vil tilstræbe at udlodde et årligt udbytte i niveauet 30 pct. af aktionærernes resultat, suppleret af aktietilbagekøb, hvis bankens kapitalposition tillader dette.

Jyske Bank formåede i 2023 at øge basisindtægterne med hele 66 pct., og da omkostningerne samtidig kun steg med 25 pct., voksede overskuddet sidste år med hele 57 pct. til 5904 mio. kr., selv om nedskrivningerne på udlån udgjorde en udgift på 127 mio. kr. mod en indtægt på 605 mio. kr. året før. Nettoresultatet var kendt på forhånd, og det samme var bankens forventninger til 2024 om et overskud efter skat på 4,3-5,1 mia. kr., som i øvrigt blev gentaget.

Jyske Bank falder 2,3 pct. til 510,40 kr. mandag.

ØRSTED FÅR NY CFO

Ørsted har tirsdag udpeget en ny økonomidirektør og en ny driftsdirektør. Trond Westlie, der tidligere blandt andet har været økonomidirektør i Mærsk, bliver Ørsteds næste koncernøkonomidirektør og medlem af direktionen og koncernledelsen med virkning fra 1. april 2024. Samtidig bliver Patrick Harnett, der kommer fra egne rækker, medlem af Ørsteds koncernledelse som koncerndriftsdirektør

Ørsted-aktien stiger 0,1 pct. til 377,90 kr.

AARSLEFF LEVERER TAL

Entreprenørkoncernen Per Aarsleff har også leveret tal og kan melde om travlhed i regnskabsårets første kvartal, der er forløbet nogenlunde på linje med forrige år.

Forventningerne til hele året bliver fastholdt, og der ventes dermed fortsat en omsætning mellem 19,5 og 20,5 mia. kr. samt et driftsresultat, EBIT, på 900-1000 mio. kr.

Aarsleff-aktien falder 1,8 pct. til 334 kr.

BANKNORDIK BEKRÆFTER FORVENTNINGER

Banknordik bekræfter tirsdag morgen forventningerne om et nettoresultat i niveauet 225-255 mio. kr. i 2024. I 2023 realiserede banken et resultat efter skat på 307,5 mio. kr.

Aktien falder 5,0 pct. til 171m50 kr.

Nordfyns Bank, Grønlandsbanken er regnskabsaktuelle senere mandag.

NOVO FÅR LØFTET KURSMÅL

Det tyske finanshus Berenberg har kigget på Novo Nordisk og "fedmekollegaen" Eli Lilly. Novo Nordisk får sat kursmålet op med 30 pct. til 850 kr. fra 650 kr. og anbefalingen "hold" gentages.

Novo stiger 0,1 pct. til 845,10 kr.

Eli Lilly får også fået skruet gevaldigt op for kursmålet hos Berenberg, der udpeger aktien som favorit inden for medicinalsektoren. Kursmålet bliver løftet til 850 dollar fra 680 dollar, og anbefalingen "køb" bliver fastholdt. Medicinalaktien sluttede i 771,81 dollar i USA mandag aften.

UNIBREW KURSMÅL NED INDEN REGNSKAB

Unibrew, der mandag lukkede stort set uændret i 467,90 kr., har fået kursmålet sænket med knap 16 pct. til 505 kr. fra 600 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier. Anbefalingen af aktien gentages som "hold". Unibrew er regnskabsaktuel onsdag.

Aktien falder 0,4 pct. 465,90 kr.

.\\˙ MarketWire

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder