Aktier/åbning: Novo Nordisk i rødt på 1. maj

Udgivet den 01-05-2013  |  kl. 09:31  |  

Mens arbejderne fejrer rød 1. maj i Fælledparken og andre offentlige steder onsdag, er det et mindretal af aktierne, der synker ned i røde tal på børsen i København

Efter 20 minutters handel ligger kun syv af C20 Cap-indeksets papirer til at falde, mens de andre 13 stiger. Samlet ligger indekset 0,4 pct. højere i 568,29.

Bedst går det for Jyske Bank, der fejrer sit kvartalsregnskab helt i toppen af indekset. Også Lundbeck bliver vel modtaget for sine tal, mens Novo Nordisk kæmper i bunden af indekset med lidt skuffelse over medicinalgigantens første kvartal.

Uden for eliteindekset falder også regnskabsaktuelle Sydbank og Dantherm, mens Vestjysk Bank tages positivt imod.

Novos salgstal viste endnu en gang flot vækst, da omsætningen i Nordens største, børsnoterede selskab voksede til 19.983 mio. kr. fra 17.751 mio. kr., og landede dermed lidt over analytikerestimatet på 19.843 mio. kr.

Salget af blockbustermidlet Victoza skuffede lidt, men blev opvejet af andre produkter, og Novos driftsresultat og overskud før og efter skat var også i fin fremgang og lidt bedre end forudset af analytikerkorpset. På bundlinjen var der 5982 mio. kr. i overskud, en stigning fra 4664 mio. kr. i samme kvartal året før.

Novo justerede desuden lidt op for sine forventninger til væksten i salg og driftsresultatet for hele 2013, men i lokal valuta er forskellen ikke stor.

Netop det punkt er der nok nogle investorer, der hænger sig i, da forventningerne er til den lave side ifølge analytiker Michael Friis Jørgensen fra Alm. Brand Markets.

- Det virker en smule blødt, og det er regnskabs svage side. Om det så er konservativt, må vi høre ind til, siger Michael Friis Jørgensen til Ritzau Finans.

Efter 20 minutter ligger Novo-aktien blandt de nederste i C20 med et fald på 0,2 pct. til kurs 991.

Lundbeck klarede sig klart bedre end ventet i første kvartal af 2013 målt på indtjeningen. Driftsresultatet, EBIT, landede på 1526 mio. kr. mod et medianestimat blandt 10 analytikere på 1042 mio. kr. ifølge SME Direkt. Nettoresultatet blev 1067 mio. kr. mod ventet 722 mio. kr.

Resultaterne var dog i høj grad præget af engangsposter fra frasalg af mindre produkter og en partnerskabsaftale med japanske Otsuka, og Lundbeck fastholder udsigterne for hele 2013, men omsætningen var også en positiv overraskelse, hvilket ikke kan tilskrives de særlige poster.

Lundbeck-aktien løftes 2,5 pct. til kurs 116 af investorerne oven på regnskabet, og overgås dermed kun af Jyske Bank, der ligger øverst i C20 med et plus på 3,3 pct. til 227,50 kr.

I sit første regnskab med nyopkøbte Spar Lolland indregnet faldt de fleste indtægtsposter ellers hos Silkeborg-banken, men ikke så meget som frygtet. Basisindtjeningen landede på 468 mio. kr. efter nedskrivninger, hvor markedet i snit havde ventet 338 mio. kr. ifølge SME Direkt.

På bundlinjen blev det vekslet til et overskud på 435 mio. kr. for Jyske Bank i kvartalet, både en pæn vækst i forhold til 378 mio. kr. i første kvartal af 2012 og langt over analytikerestimatet om 283 mio. kr.

Andre steder i C20-landskabet bliver Coloplast pillet lidt ned efter tirsdagens stigning på 4 pct. Aktien ligger nederst med et fald på 0,4 pct. til 306,70 kr.

Uden for eliteindekset var Sydbank en skuffelse på bundlinjen med et overskud på 184 mio. kr. før skat. Analytikerne havde ifølge SME Direkt ventet et overskud på 249 mio. kr. Ledelsen betegner selv resultatet som tilfredsstillende, men den vurdering deles tilsyneladende ikke af aktiemarkedet. Sydbank-aktien falder 1,6 pct. til 127 kr.

Dantherms resultater var heller ikke opløftende, da selskabet fortsat havde driftsunderskud (EBIT) i første kvartal - dog nu kun på 0,9 mio. kr. mod 3,8 mio. kr. i samme kvartal for et år siden. Forventningerne til hele 2013 fastholdes, men det forhindrer ikke et kursfald på 1,3 pct. til 15,20 kr.

Onsdagens sjette og indtil nu sidste kvartalsregnskab stod Vestjysk Bank for, og det blev taget godt imod af aktionærerne. Aktien stiger hele 9 pct. til 9,00 kr. oven på et sæt kvartalstal, der viste fremgang i basisindtægterne, takket være gode kursreguleringer, og et løft i resultatet før skat til 35 mio. kr. fra 14 mio. kr. året før.

Brøndby IF var tirsdagens store vinder takket være en vellykket aktieemission, som gav et bruttoprovenu på 108,4 mio. kr. Størstedelen af det beløb kom fra en investorgruppe, som erhvervsmanden Aldo Petersen stod i spidsen for, skriver sporten.dk.

Bestyrelsesmedlem Benny Winther står på papiret som den eneste storaktionær med omtrent 8 pct. af aktierne, men ifølge sporten.dks oplysninger er knap halvdelen af emissions provenu kommet fra Aldo Petersens 16 mand store investorgruppe - ingen af dem kommer dog enkeltvis til at eje mere end 5 pct. af klubben efter emissionen. Brøndby IF stiger 1,6 pct. til 9,45 kr.

Resten af dagen udestår der regnskaber fra Salling Bank og Victor International. Desuden ventes der på nøgletalsfronten interessante tal fra USA i form af ADP-jobrapporten for april, en forløber for den officielle arbejdsmarkedsrapport fredag, og senere det interessante ISM-indeks for industrien i samme måned.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

11:49 Novo ser fortsat stor appetit på vægttabsmidler i USA, konstaterer britisk storbank
11:34 Nilfisk får skåret kursmålet til 140 kr. fra 160 kr. hos Carnegie
11:33 UBS ser godt potentiale i britiske aktier og svagt momentum hos de europæiske
11:30 Vestjysk Bank øger forretningsomfanget og tilbagefører nedskrivninger
11:27 Obligationer/middag: Øgede geopolitiske spændinger sender renten ned
11:18 Aktier/middag: Ruslands sabelraslen sender aktierne i rødt
10:39 Dansk cannabisaktie buldrer op med udsigt til permanent medicinsk cannabisordning
10:21 Tysk industrikoncern stiger efter "respektabelt" resultat i svært markedsmiljø
10:08 Schweizisk rival til Demant og GN vokser pænt i svært marked - men driften halter
09:54 Schweizisk rival til Demant og GN vokser pænt i svært marked - men drifter halter
09:36 Rockwool får løftet kursmålet hos Danske Bank inden regnskab
09:22 Silkeborg IF Invest stiger 16 pct. efter salg af fodboldklubben til udenlandske ejere
09:12 Aktier/åbning: Coloplast topper lysegrønt C25 fra start efter løftet anbefaling
09:02 Silkeborg IF Invest sælger 80 pct. af fodboldklubben Silkeborg IF
08:51 Obligationer/åbning: Renterne slår bak fra start efter amerikansk mandagsdyk
08:26 Rockwool får sænket anbefalingen hos Jyske: Opsvinget i byggeriet lader vente på sig
08:25 Aktier/tendens: Demant og GN får opmærksomhed med rivalregnskab før ventet lysegrøn start
08:25 Super Micro Computers bragede op efter Nasdaq-notering blev reddet i sidste øjeblik
07:55 Høreapparatproducenten Sonova voksede på opkøb og positiv modtagelse af nye produkter
07:21 Råvarer: Norske forsyningsafbrydelser sender oliepriserne op