Aktier/åbning: Pres på Novo og Mærsk trækker C25 i rødt - Matas belønnes for opjustering
Store fald i Novo Nordisk og A.P. Møller-Mærsk er tirsdag med til at trække det danske C25-indeks i rødt fra start.
Også Rockwool og Vestas er under pres efter sænkede kursmål.
C25-indekset falder tirsdag 0,6 pct. til 1784,17 i den indledende handel.
Blandt sidepapirerne har Matas gjort status for sit forskudte tredje kvartal, der har budt på en opjustering efter en fornuftig udvikling under black week og op til jul.
Tilbage i eliteindekset dykker Novo Nordisk med 2,1 pct. uden selskabsspecifikt nyt, mens Mærsk viger 2,7 pct. Rederiets fald følger en sortlistning af kinesiske Cosco.
Det bør dog ikke få konsekvenser for Mærsk, mener Lars Jensen, stifter og direktør af rådgivningsfirmaet Vespucci Maritime.
ROCKWOOL FÅR BARBERET KURSMÅLET
Der er blevet regnet på isoleringskoncernen Rockwool hos den britiske storbank Barclays, der har skåret en luns af kursmålet til 3300 kr. fra tidligere 3800 kr.
Den positive anbefaling "overvægt" fastholdes imidlertid, viser data fra Bloomberg News.
Rockwool falder 1,3 pct. til 2500 kr.
For Vestas er kursmålet sænket til 220 kr. fra 235 kr. hos amerikanske Citi, der dog fortsat ser stort potentiale i den danske vindmølleproducent.
Anbefalingen er da også fortsat "køb".
Citi spår en markant indtjeningsfremgang for Vestas i de kommende år, hvilket også ventes at afspejle sig i vindmølleproducentens pengestrømme.
Tirsdag bakker Vestas 0,3 pct. til 104,20 kr.
MATAS OPJUSTERER FORVENTNINGERNE
Kosmetik- og skønhedsforhandleren Matas har tirsdag opjusteret sine forventninger til 2024/25 efter et tredje kvartal, der nød godt at stor vækst under både black week-kampagnen og op til jul.
Det har fået Matas til at løfte skønnet for omsætningsvæksten til 6,5-7,5 pct. fra tidligere 5-7 pct. Forventningerne til driftsmarginen, EBITDA, fastholdes imidlertid på 14,5-15,5 pct.
I tredje kvartal omsatte Matas for 2694 mio. kr., hvilket svarer til en vækst på 7,7 pct. i faste valutaer sammenlignet med samme kvartal et år før.
- Vi voksede 7,7 pct. i tredje kvartal med vækst på alle markeder og kanaler. Vores kundetilfredshed forblev høj, siger topchef Gregers Wedell-Wedellsborg i regnskabet.
Matas stiger 1,9 pct. til 137 kr.
For ISS' investorer er der tirsdag branchenyt, efter at den franske rival Sodexo har sat ord på sit første kvartal af det forskudte regnskabsår 2024/25.
Her oplevede Sodexo en organisk vækst på 4,6 pct., som selskabet beskriver som "en blød start på året som forventet". Den franske servicekoncern fastholder også sine forventninger om en organisk vækst på 5,5-6,5 pct.
ISS falder 1,5 pct. til 131,40 kr.
BIOPORTO OPJUSTERER 2024-PROGNOSE
Bioporto indviede mandag aften markedet om udviklingen for 2024 i foreløbige tal, hvor underskuddet på driften ventes lavere end først antaget.
I 2024 venter Bioporto et driftsunderskud før af- og nedskrivninger (EBITDA) i niveauet på 68-73 mio. kr., mens der oprindeligt var spået et underskud på 75-90 mio. kr.
Det lavere underskud skyldes "stram omkostningskontrol" og færre omkostninger til et klinisk studie.
Bioportos omsætning voksede i det forgangne år med 17 pct. til 36,2 mio. kr.
Aktien i Bioporto øger 5,2 pct. til 1,77 kr.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1182
- næste ›