Aktier/åbning: Rød åbning på fornyet græsk uro

Udgivet den 23-05-2012  |  kl. 09:46  |  

Den usikre, politiske situation i Grækenland, har onsdag igen fået lov til at præge stemningen på de europæiske aktiebørser, efter at der tirsdag gik rygter om, at landet overvejede at forberede et exit fra eurosamarbejdet. Med danske øjne er søgelyset rettet mod regnskabsaktuelle Auriga og Solar, hvor sidstnævnte falder en anelse, mens førstnævnte er blandt de aktier, som stiger mest af alle.

C20-indekset ligger efter godt 30 minutters handel 0,6 pct. lavere i niveau 444,57, og det danske marked følger dermed en generel, og forudset, negativ tendens på de øvrige europæiske aktiebørser.

- Vi skal åbne med fald, og det er i hvert fald delvist trukket af nogle af de udtalelser fra Grækenland om, at landet skulle forberede et exit fra eurozonen. Selvom rygterne prompte er dementeret fra græsk side, har det pustet lidt til ilden igen, sagde Michael Borre, chefrådgiver hos Nordea, før åbningen til Ritzau Finans.

Bankerne, der var blandt tirsdagens vindere, vender snuden nedad med fald i Danske Bank, Nordea og Sydbank på mellem 1,5 og 2,0 pct., og FLSmidth, der også have en god tirsdag, sætter sig med 2,3 pct.

Blandt sidepapirerne er der fart på Auriga, der stiger med 5 pct. til kurs 73,50 efter et regnskab for første kvartal 2012, som Sydbanks analytiker Søren Løntoft Hansen kalder overraskende stærkt.

- Det er et særdeles overraskende stærkt regnskab fra Auriga set i lyset af en svag afslutning på 2011 , hvor man så en dæmpet vækst fra selskabets nye produkter, som jo er driveren bag den langsigtede målsætning om en gennemsnitlig, organisk vækst på 10 pct. Det er stærkt, at selskabet kommer ud af første kvartal med en organisk vækst på 16 pct., hvilket overgår, hvad vi ellers har set i branchen, siger Søren Løntoft Hansen til Ritzau Finans med henvisning til både Bayer, Syngenta og Makhteshim-Agan.

Derimod falder Solar med 0,5 pct. til kurs 287. Selskabets regnskab for første kvartal bør dog heller ikke give anledning til større udsving, mener samme analytiker, der kommenterer regnskabet således:

- Set i lyset af den økonomiske usikkerhed, der hersker i øjeblikket, synes jeg egentlig, at en organisk vækst på lidt over 5 pct. er ganske godt, og omsætningen er også lidt bedre, end jeg havde ventet. Til gengæld er indtjeningen lidt til den svage side. Jeg havde blandt andet ventet en lidt bedre indtjening i Norge, hvor man har døjet med implementeringen af SAP-systemet Solar 8000, siger han.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk