Aktier/åbning: Rockwool presset efter delårsregnskab

Udgivet den 27-08-2013  |  kl. 09:25  |  

Det danske aktiemarked er tirsdag morgen tydeligt påvirket af den skærpede retorik over for Syrien, som mandag aften havde sendt de amerikanske aktier sydover. C20 Cap er åbnet i minus, og lige uden for eliteindekset sætter Rockwools aktie sig efter isoleringskoncernens regnskab for andet kvartal.

C20 Cap-indekset falder 0,3 pct. til 612,93 efter fald i 15 ud af eliteindeksets tyve aktier. Værst går det Vestas og FLSmidth, der sætter sig 1,2 og 1,5 pct. til 106,7 og 321,8 kr. Mens der ikke umiddelbart er store nyheder ude om Vestas, har UBS fjernet FLSmidth fra sin mest liste over "mest foretrukne" aktier.

Chr. Hansen topper C20 med en beskeden fremgang på 0,3 pct. til 187,3 kr., og et nyt og højere kursmål for A.P. Møller - Mærsk B hos det spanske børshus Equita, der har løftet kursmålet til 60.000 kr., er lige akkurat nok til at sikre fremgang for olie- og rederiaktien, som stiger marginale 0,2 pct. til 49.280 kr.

Rockwool fremlagde i de tidlige morgentimer regnskab for andet kvartal, som var lidt svagere end ventet på både top- og bundlinje. Isoleringskoncernen opjusterede forventningerne til indtjeningen for hele året, men til et niveau, der stadig ligger et godt stykke under konsensus blandt aktieanalytikerne, og det er nok i det lys, at markedets reaktion skal ses. Rockwools B-aktie falder med 3,7 pct. til 925,0 kr.

Andet kvartal viste en omsætning på 3686 mio. kr., og resultatet efter skat på 194 mio. kr., hvor der ifølge SME Direkt var ventet en omsætning på 3723 mio. kr. og et resultat efter skat på 214 mio. kr.

Rockwool opjusterede forventningerne til hele regnskabsåret, så der nu ventes et overskud på 700-750 mio. kr., hvor forventningen tidligere var "omkring" 700 mio. kr. Analytikernes forventninger var noget højere, idet de inden regnskabet havde kalkuleret med et overskud på 880 mio. kr. ifølge SME Direkt.

SimCorp, der er åbnet 0,9 pct. højere i 176 kr., er efter børslukketid tirsdag aktuel med regnskab for andet kvartal. Selskabets forventninger til hele året er en omsætningsvækst på niveau med 2012, hvilket vil sige mindst 5 pct. målt i lokal valuta, og en overskudsgrad (EBIT-margin) på mindst 22 pct.

Per Aarsleff er åbnet 3,4 pct. højere i 641 kr. efter meldingen om, at entreprenørkoncernen viderefører ombygningen af Nørreport Station efter E. Pihl & Søns konkurs. Det oplyser Per Aarsleff, der også fortælle, at koncernen har ca. 30 mio. kr. til gode hos Pihl.

Topsil topper listen over de største stigninger på fondsbørsen. Aktien stiger 10,4 pct. til 0,53 kr. oven på en opjustering af forventningerne til hele året, hvor der nu ventes en omsætning i størrelsesordenen 300 mio. kr. og et EBITDA-resultat på 20 mio. kr. mod tidligere ventet minimum 290 mio. kr. og minimum 13 mio. kr. Opjusteringen faldt i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for andet kvartal 2013.

Tirsdagen byder også på kvartalsregnskab fra Deltaq, Firstfarms, Møns Bank, Nørresundby Bank og NTR. På nøgletalsfronten er der især fokus på det tyske Ifo-indeks, som ifølge Bloomberg News ventes at stige til niveau 107,0 i august fra 106,2 i juli. Tallet kan påvirke aktiemarkedet, hvis det overrasker.

/ritzau/FINANS

Michael Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

08:26 Svitzer lander et godt tredje kvartal i udskilningsår
08:08 Aktier/tendens: Royal Unibrew, STG og Lundbeck stjæler scenen med opjusteringer
07:58 Råvarer: Oliepriserne bevæger sig op men tynges af dalende efterspørgselsprognoser
07:56 Lundbeck skruer endnu en gang op for forventningerne efter godt tredje kvartal
07:22 Obligationer/tendens: Renter kan stige let før inflationtal fra USA
07:18 Tysk forsikringsselskab slår forventningerne på mere roligt kvartal vejrmæssigt
07:07 Unibrews regnskab vil blive taget godt imod vurderer finanshuset Citi
07:00 Tryg får sat kursmålet op med 5 pct. af amerikansk børshus
06:47 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata
06:34 Blandet og uens retning blandt Mærsks konkurrenter i Asien
06:34 Mac Baren redder Scandinavian Tobaccos toplinje - bedste kvartal nogensinde, siger topchef
06:34 Chef for Scandinavian Tobacco: Branche er under pres - opkøb skal drive væksten
06:32 Valuta: Investorer puster ud efter dollar- og kryptostyrkelse
06:32 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata
06:32 USA/T-bond: Renter steg inden onsdagens vigtige inflationsrapport
06:32 USA/lukning: Faldt fra rekorder efter gevinsthjemtagning - Tesla faldt - Nvidia steg
06:30 Kalender med link - onsdag den 13. november
06:13 Asien: Generelle kursfald forud for amerikanske inflationsdata
17:59 Scandinavian Tobacco Group Q3: Ser nu for første gang omsætning på over 9 mia. kr.
17:58 Europa/aktier: Største nedtur i bredt europæisk indeks siden 5. august