Aktier/åbning: Royal Unibrew, STG og Lundbeck trodser rød åbning efter opjusteringer
Royal Unibrew, STG og Lundbeck har alle skruet op på deres prognoser for året, viser dugfriske regnskaber lagt frem siden tirsdag eftermiddag.
Og onsdag morgen er det så tid til, at investorerne giver deres vurdering, hvor Royal Unibrew ved åbningen sendes til toppen af C25-indekset.
Det sker i et ellers let negativt aktieklima, efter en solid nedtur tirsdag.
C25-indekset dykker 0,3 pct. til 1831,09 efter et minus på 2,3 pct. tirsdag med fald i 24 af de 25 eliteaktier.
- De kraftige kursfald skyldtes både skuffende kvartalsregnskaber fra en række virksomheder og en underliggende frygt for, at Europa vil blive ramt af nye handelsrestriktioner over for USA, skriver Nordea i sin morgenrapport.
Her hæfter banken sig ved en mere flad udvikling onsdag morgen i Europa.
- Det kan dog hurtigt ændret sig på en dag, hvor der formentlig igen vil komme store udsving frem mod offentliggørelsen af de nye inflationsdata fra USA, skriver Nordea.
UNIBREW MED SOLIDT KVARTAL
Royal Unibrews tredje kvartal er ikke mindre end "solidt", mener finanshuset Citi, efter bryggeriet tirsdag efter børsens lukketid kom med regnskab for juli, august og september.
- Selskabets organiske volumen voksede med 8 pct. (konsensus 6 pct.) med forbedringer over hele linjen, skriver Citi i en analyse. Analysehuset havde selv ventet en vækst her på 5 pct.
Unibrew gentog hertil prognosen om en omsætning i år på mindst 15 mia. kr. mod ventet 15,2 mia. kr. samt løftede den nedre ende af EBIT-forventningerne til 15-19 pct. fra før 14-19 pct.
Onsdag ved åbningen stiger aktien 2,3 pct. til 525 kr.
Efter regnskabet har Nordea skruet en anelse på kursmålet til 650 kr. fra 680 kr., fremgår det af Bloomberg.
LUNDBECK LØFTER BUNDEN
Lundbeck opjusterer i forbindelse med onsdagens regnskab for tredje kvartal bunden af sine forventningsspænd til hele 2024.
Medicinalselskabet går nu efter en omsætningsvækst i lokal valuta og eksklusive effekten af valutaafdækning på 12-14 pct. og en vækst i det justerede driftsresultat (EBITDA) - ligeledes i lokal valuta og eksklusive effekten af afdækning - på 17-20 pct.
Tidligere ventede selskabet en omsætningsvækst på 11-14 pct. og en vækst i det justerede EBITDA på 15-20 pct.
Over de første ni måneder af 2024 har Lundbeck registreret en omsætningsvækst i lokale valutaer og eksklusive afdækning på 13 pct., mens væksten i det justerede driftsresultat (EBITDA) hidtil har været 12 pct.
Aktien stiger 6,5 pct. til 46 kr.
STG LØFTET AF OPKØB
Cigarkoncernen Scandinavian Tobacco Group, STG, reddes i mål af opkøbet af fynske Mac Baren Tobacco den 27. juni i år. Derfor er tredje kvartal det første fulde kvartal, som det danske selskab indgår i.
- Med købet af Mac Baren er vi i 2024 på vej til at kommer over en nettoomsætning på 9 mia. kr. for første gang nogensinde, og vi forventer, at købet af Mac Baren vil give betydelige synergier, når vi implementerer integrationsplanen, siger topchef Niels Frederiksen i regnskabet.
Scandinavian Tobacco købte Mac Baren for 535 mio. kr.
Og omsætningen i juli, august og september var på 2431 mio. kr., hvor analytikerkorpset havde ventet en stigning til 2437 mio. kr.
Aktien stiger 5,6 pct. til 97,60 kr.
Slæbebådsrederiet Svitzer har også fremlagt regnskab og kommer forrygende ud af tredje kvartal i år, selv om selskabet tidligere havde hejst flaget for et vanskelig sammenligningsgrundlag grundet en del kontrakter i andet halvår 2023.
Svitzer fastholder da også sine forventningerne til både omsætningsvækst og driftsresultat på EBITDA for 2024, fremgår det af onsdagens handelsopdatering.
Aktien falder 1,1 pct. til 240,15 kr.
Onsdag venter desuden regnskaber fra Better Collective, Jeudan og Lollands Bank.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1189
- næste ›