Aktier/åbning: Store tæsk til Dansk Bank

Udgivet den 18-06-2013  |  kl. 09:26  |  

Danske Bank falder kraftigt fra åbningen på det danske aktiemarked tirsdag, efter at Finanstilsynet er kommet med fire påbud til banken, der samlet set øger bankens risikovægtede aktiver med 100 mia. kr. Flertallet af de øvrige aktier i C20 ligger ligeledes lavere, og efter 10 minutters handel er Cap-versionen af indekset faldet 1,1 pct. til 558,31 pct.

Danske Bank aktien trækker godt ned i det samlede billede med et fald på 7 pct. til 104 kr., efter at banken mandag aften havde informeret om Finanstilsynets påbud. Banken skønner, at påbuddene vil resultere i en stigning i bankens kapitalkrav på 8 mia. kr. til 72 mia. kr.

Danske Bank er ikke enig i Finanstilsynets afgørelse og overvejer at anke den til Erhvervsankenævnet. Nordea har efter nyheden sænket anbefalingen på Danske Bank til "hold" fra tidligere "køb", og kursmålet er reduceret til 115 kr. fra 130 kr.

Blandt de øvrige banker falder Nordea 0,9 pct. til 67,9 kr., og Jyske Bank ligger 0,3 pct. lavere i 220,4 kr.

Bedre går det for A.P. Møller - Mærsk-aktierne, der er blandt få positive islæt i C20 med en stigning i selskabets B-aktie på 1,2 pct. til 41.520. Den positive stemning om Mærsk følger offentliggørelsen af en alliance, som Maersk Line har indgået med CMA CGM og MSC.

De tre aktører indgået i et samarbejde, der får navnet P3-netværket, og sammen skal de tre rederier drive en flåde på - fra starten - 255 containerskibe med en samlet kapacitet på 2,6 mio. tyvefodscontainere (teu) på de tre store "øst-vest"-sejladser: Asien-Europa, Asien-Nordamerika og Nordamerika-Europa. Heraf står Mærsk Line for omkring 42 pct. af kapaciteten, eller godt 1,1 mio. teu.

- Faldende volumenvækst og overkapacitet i de seneste år har understreget behovet for at forbedre driften og effektiviteten i industrien, skriver A.P. Møller - Mærsk i meddelelsen. Der henvises blandt andet til nogle af de store alliancer, en række primært asiatiske konkurrenter indgik i vinteren 2011-12 for at bedre styre den fælles kapacitet.

Den negative stemning fortsætter om Novo Nordisk, der falder 0,5 pct. til 902,5 kr. efter et fald på 2,7 pct. mandag, da Bank of America sænkede anbefalingen på aktien.

Aktiemarkedet kan resten af dagen blive præget af en afventende stemning frem mod rentemødet i den amerikanske centralbank onsdag aften. Flere steder i Asien har omsætningen af samme årsag været lavere end normalt på aktiemarkedet.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk