Aktier/åbning: Zealand brager i vejret efter stærke forskningsdata

Udgivet den 26-02-2024  |  kl. 09:13  |  
Arkiv: Foto

Aktien i Zealand Pharma tordner op fra åbningen på det danske aktiemarked mandag efter opløftende data med selskabets lægemiddelkandidat til behandling af fedtlever.

Efter få minutters handel ligger Zealand-aktien 13 pct. højere i rekordkursen 542 kr., hvilket også er med til at løfte C25-indekset i plus med 0,1 pct. til 1897,03.

I eliteindekset tynger Mærsk-aktierne igen, og sværvægteren Novo er også med til at reducere stigningen.

Zealand Pharma og partneren Boehringer Ingelheim har opnået, hvad der betegnes som skelsættende resultater i et fase 2-studie med lægemiddelkandidaten Survodutid til behandling af fedtlever, eller MASH.

- Vi er meget begejstrede for de positive toplinjeresultater fra fase 2-studiet med Survodutid i MASH, som Boehringer Ingelheim har offentliggjort i dag, og vi ser frem til den planlagte offentliggørelse af de fulde data på en videnskabelig kongres i første halvdel af dette år, siger David Kendall, der er medicinsk direktør i Zealand Pharma.

Bavarian Nordic viser også gode takter med et plus på 2,3 pct. til 179,50 kr. forud for selskabets kapitalmarkedsdag i København, hvor selskabet vil fortælle om sine planer fremadrettet.

I C25-bunden ligger derimod Mærsk-aktierne med fald på omkring 1 pct.

Novo Nordisk trækker desuden ned med et minus på 0,6 pct. til 844,40 kr.

Novonesis, der er resultatet af fusionen mellem Novozymes og Chr. Hansen, har fået indledt dækningen hos Danske Bank med anbefalingen "køb" og et kursmål på 460 kr.

Aktien i Novonesis, der stadig handles under navnet Novozymes på børsen i København, er åbnet 0,3 pct. højere i 388,90 kr.

ENIGHED OM BESTYRELSESSAMMENSÆTNING I PENNEO

Armlægningen mellem store dele af den siddende bestyrelse i Penneo og de to stiftende aktionærer André Clement og Jakob Neua Nørgaard er endt i et kompromis og med et farvel til Christian Sagild som bestyrelsesformand.

Penneo har herefter fredag aften aflyst en ekstraordinær generalforsamling, som skulle være løbet af stablen den 29. februar.

Kompromiset kommer, efter at en gruppe aktionærer, der tæller Viking Venture, ATP, institutionelle og private investorer samt de to stiftere André Clement og Jakob Neua Nørgaard, er nået frem til et nyt bestyrelseshold, der nyder bred opbakning blandt aktionærerne.

Penneo starter dagen med et plus på 5,6 pct. til 8,74 kr.

Unibrews kursmål er blevet hævet hos Carnegie til 675 kr. fra 572 kr., og anbefalingen er uændret "køb" af aktien, som mandag har lagt ud med en stigning på 1,6 pct. til 475,80 kr.

Der er også analysenyt om FLS, som har fået sænket kursmålet hos den franske storbank Société Générale til 380 kr. fra 400 kr. Anbefalingen er uændret "køb", fremgår det af Bloomberg.

FLS ligger 0,3 pct. højere i 319,60 kr.

Der kommer mandag regnskab fra Fynske Bank for 2023. Banken har allerede offentliggjort et foreløbigt resultat før skat for 2023 på omkring 202 mio. kr. I 2024 venter banken et overskud før skat i intervallet 140-170 mio. kr.

Fynske Bank ligger 0,7 pct. højere i 156 kr.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Danmark❯  Market Open❯  Shares❯ 

Seneste nyheder