Aktier/åbning: Zealand Pharma falder tungt efter FDA-afvisning i rødt C25
Zealand Pharma sendes kraftigt ned på det danske aktiemarked fra åbningen fredag efter skuffende meldinger fra USA, hvor sundhedsmyndighederne har afvist selskabets ansøgning om godkendelse af en behandling af korttarmssyndrom.
De fleste danske aktier har dog startet dagen i rødt efter en negativ drejning på det amerikanske aktiemarked sendt torsdag.
- Dette stemningsskift skyldtes blandt andet, at Repræsentanternes Hus, som er ledet af republikanerne, i går afviste en midlertidig finansieringsplan, hvilket nu bringer en potentiel regeringsnedlukning nærmere. De europæiske aktiemarkeder er også indikeret til at åbne med et nyt fald, skriver Jyske Bank i en morgenkommentar.
Herhjemme ligger C25-indekset efter få minutters handel 0,5 pct. lavere i 1782,63 efter fald i 22 af de 25 aktier.
Zealand Pharma ligger helt i bunden af indekset med et fald på 7,6 pct. til 698 kr., efter at det har modtaget en kedelig besked fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, som ikke mener, at selskabets ansøgning om godkendelse af Glepaglutid til behandling af korttarmssyndrom opfylder kravene til væsentligt at dokumentere effekten og sikkerheden af behandlingen.
- Selv om vi bestemt er skuffede over FDA's beslutning, er vi fortsat overbeviste om, at dataene viste robust og overbevisende dokumentation for både effekt og sikkerhed for Glepaglutidbehandling, siger David Kendall, som er forskningsdirektør hos Zealand Pharma.
VIL TILPASSE VEJEN FREM MOD GODKENDELSE
Selskabet vil nu arbejde sammen med FDA for at tilpasse sig vejen mod en regulatorisk godkendelse, og parallelt venter selskabet at fortsætte med sine nuværende planer for en europæisk ansøgning om markedsføringstilladelse i 2025.
Fredag morgen har flere finanshuse sænket deres kursmål for Zealands aktie, herunder har Goldman Sachs skåret sit kursmål til 1004 kr. fra 1095 kr.
I C25-toppen ligger derimod Novo Nordisk med et plus på 0,2 pct. til 744,70 kr. Investorerne venter spændt på data fra et af fem fase 3-studier med det nye fedmehåb Cagrisema til behandling af svær overvægt. De skulle komme inden året udgang og kan give store udsving i den ene eller anden retning, alt efter hvad studiet viser.
Der er analysenyt om Genmab fra finanshuset Bernstein, der har hævet anbefalingen til "market perform" fra "underperform". Kursmålet er dog i samme ombæring sat 20 kr. ned til 1580 kr., viser data fra Bloomberg News.
Genmab-aktien falder 0,5 pct. til 1448 kr.
Mærsk B falder desuden 1,5 pct. til 11.325 kr. i det negative marked. Spotpriserne for containerfragt fra Shanghai til en række destinationer over hele verden viste fredag morgen ellers en stigning for fjerde uge i træk.
Flere finanshuse har hævet deres kursmål for aktien i Per Aarsleff efter entreprenørkoncernens årsregnskab torsdag morgen. Carnegie er mest optimistisk efter at have løftet kursmålet til 675 kr. fra 580 kr.
Aarsleff-aktien ligger 0,4 pct. højere i 487 kr. efter en stigning torsdag på 3,6 pct.
.\\˙ MarketWire
Tags: Danmark❯ Market Open❯ Shares❯