AKTIER: APM hjælper markedet op - Pæne tal fra B&O og SAS

Udgivet den 07-10-2005  |  kl. 12:07  |  

Det danske aktiemarked steg fra åbningen på baggrund af stigninger i bl.a. DSV og TDC samt en rebound i A.P. Møller. Sidstnævnte stiger 1,5 pct.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks (tidl. KFX) 1,71 point (0,5 pct.) højere i 364,55.

TDC får fortsat stor opmærksomhed. Alt tyder på, at TDC bliver solgt til udlandet i løbet af to uger i danmarkshistoriens største handel. Køberen bliver formentlig en kapitalfond eller schweiziske Swisscom, erfarer Berlingske Tidende.

Prisen, der nævnes, er på op mod 100 mia. kr., og det svarer til en pris pr. aktie på 375 til 390 kroner plus gælden i TDC. Aktien steg fra åbningen til 354,50 kr., men er siden faldet tilbage og handles midt på dagen 0,7 pct. lavere i 347 kr. under stor omsætning.

Der er også fokus på DSV, som ifølge Børsen er på udkig efter en stor fusionspartner, der skal være med til at sikre selskabet en plads blandt de tre største transportkoncerner i Europa. Direktøren siger nu til avisen, at han finder det oplagt at indgå i en større fusion eller overtagelse på europæisk plan. DSV stiger på den baggrund 1,4 pct. til 655 kr.

Bang & Olufsen fremlagde fredag sit regnskab for 1. kvartal, som viste en markant fremgang i forhold til sidste regnskabsår, men dog ikke gav anledning til en justering af de tidligere udmeldte forventninger.

Det ordinære resultat før skat blev på 50 mio. kr. mod 10 mio. kr. i samme periode sidste år. Dette var noget, markedet kunne lide, og aktien stiger godt 9 pct. til kurs 579.

Endvidere har SAS fremlagt trafiktal, der er blevet godt modtaget i markedet, og aktien stiger 3,5 pct. til kurs 74. SAS-koncernens samlede trafiktal (RPK) for september steg med 9,7 pct. i forhold til samme måned sidste år. Koncernen transporterede i alt 3,4 mio. passagerer i september, hvilket er en stigning på 13,0 pct. i forhold til samme måned i 2004.

Investorerne afventer eftermiddagens amerikanske beskæftigelsestal, hvor der ventes et fald på 172.000 for september - altså et temmelig svagt tal.

Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk