AKTIER: APM holder hånden under C20 - FLSmidth stiger 2 pct

Udgivet den 19-10-2006  |  kl. 11:52  |  

Det danske aktiemarked handles uforandret torsdag middag, da A.P. Møller-Mærsk trodser en lettere negativ stemning i udlandet og dermed holder hånden under markedet.

Det toneangivende OMXC20-indeks lå kort før middag 0,17 point/0,04 pct. lavere i 415,86.

A.P. Møller-Mærsk får hjælp af de faldende oliepriser, som er nået ned i 57,75 USD for WTI olien. B aktien stiger 0,8 pct. til 52.200 kr.

Der er høreapparatmesse p.t., og rygterne går på, at William Demant ikke opjusterer i år, oplyser en markedsdeltager. William Demant-aktien falder torsdag 0,9 pct. til kurs 484.

FLSmidth har brudt den gamle top i 276 og fortsætter opad, hjulpet af en nyhed om ordrer for 300 mio. kr. i Indien. FLSmidth har indgået kontrakt på 202 mio. kr. om levering af alle maskiner og udstyr til en cementfabrik med en kapacitet på 5.500 tons cement pr. dag. Fabrikken, der skal opføres i den sydlige del af Indien i provinsen Karnataka for Jay Kay Cem Ltd., et datterselskab af J.K. Cement Ltd., forventes driftsklar i andet halvår 2008.

FLSmidth har endvidere opnået ordre på en cementfabrik til Rain Industries Ltd., der er mangeårig kunde hos FFE Minerals i koncernens mineralaktiviteter. Ordren på 98 mio. kr. har således synergi på kundesiden. Projektet omfatter levering af maskiner og udstyr til en cement-produktionslinie med en kapacitet på 3800 tons pr. dag. Fabrikken, der skal opføres i Andhra Pradesh provinsen, forventes driftsklar ved udgangen af 2007.

Ordrerne vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til deres idriftsættelse. FLSmidth stiger 2,2 pct. til 281,50 kr.

TK Development falder en smule efter en artikel i Børsen om, at bagmandspolitiet skal bruge længere tid på efterforskningen af bogføringsmetoderne i selskabet. Sagens efterforskning af kursmanipulation og urigtig indtægtsførsel hos developervirksomheden blev tidligere på året udvidet til at omfatte udenlandske byggeprojekter. Aktien holder sig imidlertid over 75 kr. og ser teknisk stærk ud, såfremt niveauet holder.

I eftermiddag kommer de ugentlige arbejdsløshedstal samt ledende indikatorer fra USA.

Udgivet af: NPinvestordk