AKTIER: APM og Vestas fik smæk i surt marked - Auriga var lyspunkt
Det danske aktiemarked blev sendt kraftigt nedad onsdag på linie med udviklingen på de øvrige europæiske markeder, og det var især A.P. Møller-Mærsk, der fik tæsk. Auriga var lyspunktet efter en stor opjustering.
Det toneangivende KFX-indeks lukkede 4,27 point (1,5 pct.) lavere i 276,21.
A.P. Møller-Mærsk trak meget ned i KFX-indekset med et fald på 2,8 pct. til B-aktien og et fald på 3,3 pct. til A-aktien. Aktierne følger tendensen i rederisektoren, hvor flere asiatiske rederiaktier sluttede over 1 pct. lavere i morges, og samtidig er norske Frontline faldet pænt.
A. P. Møller rammes desuden af den svage dollarkurs, som onsdag nåede det laveste niveau i otte måneder på 5,90 kr. Samtidig fastholder Nordea Securities sit syn på, at containermarkedet er ved at toppe. Det sker, efter at de seneste tal fra havnene i Long Beach og Los Angeles viste, at væksten i 3. kvartal er aftaget i forhold til 2. kvartal fra 13 pct. til 7 pct. A.P. Møller benytter sig af havnen i Los Angeles, når rederiets skibe sejler over Stillehavet.
Vestas-aktien er onsdag eftermiddag faldet markant som følge af, at det tyske industriselskab Siemens har købt den danske vindmølleproducent Bonus Energy og på denne måde gør entre på vindmøllemarkedet. Aktien sluttede 6,8 pct. lavere i 76 kr. Markedet frygter, at Vestas dermed får større konkurrence og således kommer til at miste markedsandele. En ekspert ser dog købet som positivt for branchen på længere sigt.
Auriga Industries opjusterede onsdag formiddag forventningerne til resultatet før skat for 2004 med 90 mio. kr., hvilket har sendt aktiekursen kraftigt op. Der har de seneste uger været spekuleret i en opjustering, men opjusteringens størrelse kommer bag på markedet.
Forventningerne til resultatet før skat for 2004 opjusteres fra 380 til 470 mio. kr., og samtidig hæves forventningerne til omsætningen fra 4,9 mia. kr til 5,2 mia kr. Auriga-aktien lukkede 5,2 pct. højere i kurs 101,50 efter tidligere på dagen at være handlet i 105 kr. For blot to måneder siden kunne aktien købes for 70 kr.
Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk