AKTIER: C20 faldt tilbage efter thailandsk uro - Vestas og TopDK i fokus

Udgivet den 26-11-2008  |  kl. 17:02  |  

Det danske aktiemarked oplevede en noget svingende onsdag, hvor C20-indekset efter en uændret start kæmpede sig op i et ganske pænt plus, bl.a. foranlediget af nyheden om, at Kina sænker renten. Men så kom meldingen om kuppet i Thailand, og det sendte markedet i minus i stedet. Svage amerikanske nøgletal til eftermiddag hjalp ikke på humøret, og alt i alt blev det til en lavere lukning.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,7 pct. lavere i 250,30.

Kina satte renten ned med 1,08 procentpoint for at begrænse den økonomiske afmatning og sikre den nødvendige likviditet til bankerne, således at økonomien kan holdes i gang. Det er den største rentesænkning siden 1997.

I Thailand har landets hær krævet parlamentet opløst, og at regeringen udskriver nyvalg. Det sker efter flere måneders protester, der senest kulminerede i store demonstrationer, hvor modstandere af den siddende regering har besat den internationale lufthavn i Bangkok. Der har også været rapporter om flere bombesprængninger. Hærledelsen kræver desuden, at protestanterne trækker sig tilbage fra hovedstadens lufthavn.

Vestas var i fokus, da aktien faldt over 8 pct. til 252,50 kr. oven på de sidste dages pæne stigninger. Selskabet meddelte i dag, at det har indgået forlig med selskabet Enercon ved Hr. Aloys Wobben, og har dermed afsluttet de patentstridigheder, der har været de to parter imellem. Vestas oplyser, at forliget ikke påvirker selskabets forventninger til 2008 og 2009.

Topdanmark steg hele 8 pct. til kurs 675 og fortsatte dermed stigningen fra i går efter selskabets flotte regnskab.

Topdanmarks resultat for forsikringsdriften var langt bedre end ventet, men blev negativt påvirket af et dårligt investeringsafkast. Jyske Bank har onsdag hævet både kursmålet og anbefalingen på aktien. Anbefalingen hæves nu til køb fra tidligere akkumuler, og kursmålet hæves til 838 kr. fra tidligere 702 kr.

Biotekselskabet NeuroSearch steg 3,6 pct. til kurs 146 ovenpå nyheden om et vellykket studie med fedmemidlet tesofensine.

Selskabet har gennemført et mindre placebokontrolleret klinisk studie med raske frivillige for at evaluere præparatet tesofensine tolerablilitet og sikkerhed. Og det studie er gået godt. Ifølge selskabet var de overordnede resultater nemlig positive, og den endelige evaluering af alle data fastslår nu yderligere tesofensines høje sikkerhedsprofil. Selskabet oplyser endvidere, at Fase III forsøg ventes at starte i første halvdel af 2009.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder