AKTIER: Danmark har det svært - især Vestas

Udgivet den 26-05-2011  |  kl. 11:41  |  

Det danske aktiemarked falder tilbage torsdag.

Det toneangivende OMXC20-indeks handles 0,66 pct. lavere i 453,26.

Ved middagstid indikerer S&P futures en åbning i 1.320 mod gårsdagens lukning i samme niveau.

Flere af de mest omsatte danske papirer har det svært i dag.

Vestas falder 6 pct., mens Danske Bank og Pandora falder hhv. 1,4 pct. og 2,8 pct.

Frygten for at brænde inde med alt for meget overskydende produktionskapacitet i USA kan have fået den danske vindmølleproducent Vestas til at sænke priserne. Det oplyser en industrikilde på det amerikanske vindmøllemarked til Ritzau Finans.

Det skriver Danske Bank i sit nyhedsbrev.

Den kendte short-seller Jim Chanos sagde onsdag på Ira Sohn Conference i New York, at Vestas og solfirmaet First Solar er gode short muligheder. Han anbefaler generelt at shorte vind-aktier. Det skriver Reuters.

Chanos er stifter af investeringsfirmaet Kynikos Associates, der netop fokuserer på shorting.

- Vind er 50 pct. dyrere end naturgas, sagde han og nævnte specifikt Vestas som en aktie, man bør shorte.

- Vestas er under stort pres, sagde han.

Vestas falder 6 pct. til kurs 145,1.

Auriga er i dag kommet med regnskab for første kvartal.

Omsætningen i 1. kvartal 2011 blev DKK 1.393 mio. (DKK 1.218 mio.), svarende til en stigning på 14% målt i danske kroner og 12% i lokal valuta. Nye produkter tegner sig for en fortsat stigende andel af omsætningen, mens glyphosat er reduceret som forventet.

Driftsresultat før afskrivninger (EBITDA) steg til DKK 124 mio. (DKK 48 mio.), hvilket svarer til en EBITDA-margin på 8,9% (4,0%). Resultat af primær drift (EBIT) udgjorde DKK 80 mio. (DKK 3 mio.), mens resultat før skat blev DKK 46 mio. (DKK -15 mio.).

Markedet for plantebeskyttelsesmidler ventes fortsat at være stigende i 2011 trods klimatiske udfordringer i nogle markeder. Auriga fastholder de udmeldte forventninger om en omsætning på ca. DKK 5.800 mio., en EBITDA-margin på 8-10% og EBIT i niveauet DKK 300-400 mio. samt en forbedring af pengestrøm fra driften i forhold til 2010.

Auriga handles 1,6 pct. lavere i kurs 93.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder