AKTIER: Fald i vente - GN og Amagerbanken stadig i fokus
De danske aktier ventes at åbne med fald i dag.
Futures i Europa peger ned med omkring 0,3 pct.
Der var lukket i USA mandag så markederne i Europa vil holde øje med den anden side af atlanten for at finde retning.
Futures i USA viser faldende tendens her til morgen.
Igen i dag vil der være fokus på GN Store og Amagerbanken.
Amagerbanken steg over 50 pct. i går og ser ud til at blive reddet efter at rigmanden Karsten Ree er gået ind med sine penge.
Mens GN Store Nord jubler over at have fået tildelt næsten 3 mia. kr. i en ni år gammel tvist med det polske telekommunikationsselskab Telekomunikacja Polska (TPSA), så vil polakkerne ikke anerkende dommen og undersøger muligheden for at få den annulleret, skriver dagbladet Børsen tirsdag.
TPSA havde hensat et beløb, som det regnede med at skulle betale DPTG, men det var godt halvt så stort, som den regning voldgiftretten i Østrig mener, at TPSA skal betale.
- På dette tidspunkt har vi kun en meddelelse, og det er, at vi vil analysere kendelsen, og vi arbejder målrettet mod at finde en mulig juridisk handling, der kan forsvare TPSA's og dets aktionærers interesser, siger en pressetalsmand fra TPSA til Børsen.
I Asien er det mest ned for aktier.
Det japanske Nikkei indeks falder 0,78 pct. her til morgen. Hang Seng i Hong Kong ligger fladt.
I dag kommer der regnskab fra Harboe og trafiktal fra SAS og Cimber.
Det er en stille uge på nøgletalsfronten.I dag vil der være mest fokus på industriordrer fra Tyskland.