AKTIER: Flot åbning i vente - futures peger opad

Udgivet den 23-02-2009  |  kl. 08:25  |  

Det danske marked kan vente en højere åbning i dag efter sidste uges nedtur.

Futures i Europa tyder på et plus på mindst en procent. I Tyskland ser DAX ud til at åbne 1,0 pct. højere. CAC i Paris peger hele 2 pct. opad.

Aktierne påvirkes positivt af, at den amerikanske regering tilsyneladende vil øge sin ejerandel i Citigroup for at sikre bankens eksistens - uden at nationalisere den.

Det danske aktiemarked sluttede ugen svagt af som følge af yderligere nedgang på det amerikanske marked, hvor især bankaktierne kom under pres.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 2,3 pct. lavere i 252,97.

I Asien var der blandede signaler. I Japan faldt Nikkei indekset med 0,54 pct., mens Hang Seng indekset i Hong Kong stiger 2,29 pct.

I USA var der fredag fokus på den finansielle sektor hvor flere finanshuse oplevede markante fald efter at formanden for Senatets bank komité udtalte at der muligvis kunne blive tale om midlertidige nationaliseringer i den amerikanske banksektor.

De tre centrale amerikanske aktie indeks lukkede varieret. Industri indekset Dow Jones lukkede ugens sidste handelsdag 1,34 pct. lavere mens teknologi indekset Nasdaq lukkede 0,11 pct. højere og S&P500 lukkede 1,14 pct. lavere.

Olieprisen ligger lidt højere mandag morgen, skriver Bloomberg. En tønde af den amerikanske referenceolie, WTI, til levering til april koster mandag morgen 40,26 dollar - 23 cent højere end fredag.

Danmark er godt på vej til at tabe sin førerposition inden for vindenergi. Især flere års fejlslagen uddannelsespolitik betyder, at Danmark er på vej til at tabe sine førerposition til Kina og USA. Sådan lyder advarslen fra Finn Strøm Madsen, der er direktør for forskning og udvikling hos vindmøllegiganten Vestas.

Det skriver Berlingske.

- Danmark kan tabe sin førerposition inden for vindenergi inden for de kommende år. Dels fordi USA og Kina investerer så massivt i området, men især også på grund af en fejlslagen politik herhjemme. Vi uddanner langt fra nye ingeniører nok, og derfor er der ikke nok specialister til os, siger Finn Strøm Madsen.

Råvarepriserne er faldet kraftigt siden sidste sommer, og det letter produktionsomkostningerne gevaldigt i Danmark. Der er tale om klare fald inden for vigtige råvarer som olie, kobber og hvede, og den stærke danske krone har gennem hele perioden givet fuld effekt til danskerne. Slangen i paradiset er, at flere virksomheder har afdækket risiko og undgår dermed den fulde effekt af faldet i råvarepriserne. Det skriver dagbladet Børsen.

- Faldet i råvarepriserne har en positiv effekt på omkostningssiden, og det drejer sig om rigtig mange penge, som danske selskaber sparer, siger Jens Brendstrup, der er cheføkonom og direktør i Dansk Erhverv.

Bavarian Nordic offentliggjorde i dag data fra selskabets kliniske studier med brystcancervaccinen, MVA-BN®-HER2, der udvikles til behandling af patienter med brystcancer med spredning (metastaser), hvor der er et unormalt højt niveau af HER2 antigenet.

- Studiet opnåede sit primære effektmål med hensyn til sikkerhed samt ved påvisning af immunrespons. Der blev påvist et anti-HER2 immunrespons i ca. 70% af de evaluerede patienter. Vaccinen var veltolereret og der blev ikke konstateret nogen vaccine-relaterede alvorlige bivirkninger, skriver Bavarian.

På baggrund af disse lovende data fra kliniske og prækliniske studier, har Bavarian Nordic besluttet at videreføre den kliniske udvikling af MVA-BN®-HER2 i studier med den nye og forbedrede version af vaccinen. Helt konkret vil et nyt fase I/II studie blive påbegyndt i USA i 2009 med henblik på at evaluere vaccinen i 24 patienter i såvel metastatisk brystcancer som i tillæg til primær terapi.

I dag kommer der bl.a. halvårsregnskab fra IC Companys, der ventes at være hårdt ramt af den økonomiske nedtur. Der er ingen tunge nøgletal på programmet.

/csh

Udgivet af: NPinvestordk