AKTIER: God start på ugen - Vestas førte an

Udgivet den 13-09-2010  |  kl. 17:02  |  

Det danske aktiemarked fik en stærk start på ugen oven på positive nøgletal fra Kina samt klarhed i banksektoren i forbindelse med offentliggørelse af nye kapitalkrav.

Det toneangivende OMXC20-indeks stiger0,8 pct. til 419,74.

Ved det danske markeds lukketid var S&P 500 steget til 1.122. 

De amerikanske optioner udløber i dag, hvilket ventes at øge volatiliteten.

Vestas førte an med en stigning på 5 pct. til kurs 217,8.

Aktien faldt ekstraordinært meget sidste uge, hvorfor dagens reaktion kan tyde på, at markedsdeltagerne med baggrund i den positive markedsstemning mener, at aktien faldt for meget sidste uge.

Fokus vil løbende være på ordreindgangen for Vestas.Offentliggørelse af ordrer på i snit 100 MW om ugen vil blive anset som et tilfredstillende niveau.

Basel komiteen offentliggjorde sent i går aftes de nye kapitaldækningsregler (Basel III).

- Reglerneskal være fuldt indfaset i 2018, hvor banker skal have egenkapital svarende til mindst 4,5% plus en buffer på 2,5%., skriver Nordea.

En række lande krævede ellers endnu hårdere krav.

Danske Bank, Sydbank, Jyske Bank og Nordea steg alle omkring 2 pct.

NKT Cables har skrevet kontrakt med RWE Innogy i Tyskland om fremstilling og levering af et undersøisk højspændingskabel til den kommende walisiske offshore vindmøllepark "Gwynt y Môr". I alt skal NKT Cables producere 85 km 132 kV undersøiske højspændingskabler samt tilbehør til transmissionssystemet. Kontraktens værdi er på omkring 260 mio. kr.

Kablerne skal produceres på den nybyggede kabelfabrik i Tyskland og produktionen begynder i slutningen af 2011 til levering i midten af 2012.

"Gwynt y Môr" vindmøllepark, som med en kapacitet på 576 MW bliver en af verdens største, ventes færdig i 2014. Energien fra i alt 160 vindmøller vil blive ført 13 km ind til kysten og forbundet med elnettet på land ved St. Asaph.

NKT Holding steg godt en procent til kurs 260,1.

Genmab offentliggjorde fredag aften opmuntrende resultater fra en fase II sikkerheds- og farmakokinetisk undersøgelse med ofatumumab til behandling af patienter med recidiverende-remitterende multipel sklerose (RRMS).

Der blev behandlet i alt 38 patienter i denne dobbelt-blindet dosis eskaleringsundersøgelse. Patienterne blev randomiseret til at blive behandlet med to infusioner af 100 mg, 300 mg eller 700 mg ofatumumab eller placebo. Efter 24 uger blev patienterne, som var randomiseret til placebo, behandlet med ofatumumumab og patienterne, der var blevet behandlet med ofatumumab, fik placebo. Alle patienter blev derefter fulgt i yderligere 24 uger.

I studiet forekom ingen dosisbegrænsende toksicitet, ingen uventede bivirkningerog ingen patienter blev testet positive for humane anti-humane antistoffer. Virkning blev vurderet med MRI (magnetic resonance imaging) som sekundært endpoint.

Genmab steg 4,7 pct. til kurs 65,25.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder