Aktier kl. 09.05: Vestas i optur oven på aftale med Mitsubishi
Aktierne i Vestas leverer fredag morgen et solidt kursløft i kølvandet af meldingerne om et offshore-samarbejdet med japanske Mitsubishi Heavy. Samarbejdet er fredagens helt store samtaleemne. C20 Cap-indekset åbner 0,66 pct. højere i 631,91. Der vil i løbet af dagen være fokus på en række makroøkonomiske offentliggørelser, hvor der blandt andet kommer tal for det amerikanske privatforbrug og de personlige indkomster i august, samt anden udgave af den amerikanske forbrugertillid fra University of Michigan.
Vestas Wind Systems og Mitsubishi Heavy Industries Ltd. (MHI) har indgået aftale om at danne et joint venture inden for offshore vindkraft. Det skriver Vestas i en fondsbørsmeddelelse. Aktierne i Vestas bliver løftet hele 10 pct. til 146 kr. på nyheden. Vestas smider teknologi i joint venturet, imens den japanske partner kommer med pengene. Vestas vil overføre udviklingen af V164-8.0 MW-møllen, V112 offshore ordrebeholdningen, de nuværende offshore servicekontrakter og omkring 300 medarbejdere til joint venturet. MHI vil tilføre joint venture 100 mio. euro, og vil indskyde yderligere 200 mio. euro ved opnåelsen af visse milepæle baseret på V164-møllens tidlige produkt-livscyklus. Joint venturet får hovedkontor i Aarhus, og herfra skal selskabet håndtere alt fra design, videreudvikling, indkøb og produktion i forbindelse med V164-8.0MW-møllen.
Aktierne i A.P. Møller - Mærsk åbner 0,5 pct. lavere i 51.750 kr. Containerrederiet Orient Overseas fra Hong Kong vil hæve sine fragtrater fra Asien (eksklusive Japan) til Europa med voldsomme 975 dollar per teu. Det skal være gældende fra den 1. november. Den 17. september meddelte A.P. Møller - Mærsks containerfragtrederi Maersk Line, at rederiet fra den 1. november vil løfte sine fragtrater fra Asien til Europa med minimum 600 dollar per teu. Maersk Line er verdens største containerrederi, og rederiet har sin klart største eksponering på den store fragtrute mellem Asien og Europa.
Nordea og svenske banker får lidt ekstra opmærksomhed grundet uro om en svensk boligboble. Nordea lukkede torsdag med en stigning på 1,4 pct. til 67,2 kr. Det svenske boligmarked er overvurderet med op mod 25 pct. efter boligpriserne er accelereret i et hurtigere tempo end den disponible indkomst. Det vurderer det amerikanske kreditvurderingsselskab Standard & Poors ifølge Bloomberg News. Den nuværende ubalance ligner den markante nedtur på det svenske boligmarked tilbage i 1990´erne, og det nævnes at det kræver tilpasning. Enten skal boligpriserne falde tilbage eller lønningerne skal stige i et hurtigere tempo. Aktierne i Nordea åbner 0,4 pct. højere i 67,45 kr.
Det britiske vagt- og sikringsselskab G4S har i fællesskab med Oberthur leveret et bud på en gigantisk kontrakt på 1 mia. pund til Bank of England, hvor de to selskaber vil stå for produktionen af samtlige pengesedler. Det er meldingen fra en unavngiven kilde til Reuters.