Aktier kl. 12.15: Vestas og Sydbank falder efter regnskaber

Udgivet den 22-08-2012  |  kl. 12:16  |  

Det danske C20-indeks falder onsdag middag 0,8 pct. til 490,23, hvor alle komponenter på nær Lundbeck er i minus. De europæiske aktiemarkeder ligger også med fald forud for mødet mellem den græske premierminister Samaras og formanden for euro-gruppen, Jean-Claude Juncker. På de hjemlige breddegrader har Vestas aflagt regnskab, hvor prognosen for afskibningerne i helåret nedjusteres. Sydbank presses tilbage efter en svagere end ventet bundlinje i regnskabet for andet kvartal.

Vestas falder 1,7 pct. til 33,38 kr. efter tidligere onsdag at have været oppe i 36,31 kr. Vindmølleproducenten er kommet med halvårsregnskab, som bekræfter selskabets tidligere fremlagte foreløbige tal. Vestas fastholder sin helårsforventning om en EBIT-margin før særlige poster på 0-4 pct., en omsætning på 6,5-8,0 mia. euro og et positiv frit cash flow. Bl.a. på grund af en lavere ordreindgang i første halvår og forsinkelser på nettilslutninger i Kina forventes afskibningerne imidlertid nu at udgøre ca. 6,3 GW mod den tidligere forventning om ca. 7 GW.

Sydbank falder 2,5 pct. til 101,30 kr. efter sit regnskab. Sydbank skriver i sit halvårsregnskab, at bankens resultat vurderes som acceptabelt i lyset af de nye skærpede nedskrivningsregler og den svage vækst i samfundsøkonomien. Bundlinjen er svagere end analytikerforventningerne. Omkostninger er lidt højere end ventet. Bemærk at Sydbank ser en normalisering i nedskrivninger i 2013.

Danske Bank-aktien ligger onsdag middag med et fald på 0,6 pct. i kurs 100,40. Det norske finanshus DNB Markets genoptager sin dækning af Danske Bank-aktien med anbefalingen hold og kursmålet 110 kr. Det norske finanshus DNB Markets genoptager sin dækning af Nordea-aktien med anbefalingen køb og kursmålet 75 skr., svarende til 67,2 kr. På børsen i København ligger Nordea-aktien med et fald på 2,3 pct. i 56,40 kr.

Blandt sidepapirerne får Dantherm lidt opmærksomhed efter en nedjustering af årsprognosen i halvårsregnskabet. Dantherm er ramt af udskudte anlægsprojekter og lagernedbringelse i telesektoren. Dantherm-aktien dykker 14,4 pct. til kurs 16.

Carlsberg falder 1,7 pct. til kurs 406. Den hollandske bryggerigigant og Carlsberg-konkurrent Heineken har onsdag morgen aflagt regnskab for første halvår, hvor både indtjeningen og den organiske volumenvækst skuffer i forhold til analytikernes forventninger. Modsat steg den organiske omsætningsvækst med 4,5 pct. i første halvår, hvilket var en tand bedre end analytikernes forventninger på 4,4 pct.

Topdanmark falder tirsdag middag 0,7 pct. til 1.077 kr. Nordea Markets hæver sit kursmål på Topdanmark-aktien til 1.100 kr. fra 1.060 kr., mens anbefalingen hold bliver gentaget.

- Topdanmarks regnskab i går var stærkt på de områder (skadesforsikring), hvor det tæller, og svagt på de knap så vigtige områder (livsforsikring og investeringsresultat). Vi foretrækker stadig Tryg, der har større potentiale for at øge lønsomheden end Topdanmark, skriver Nordea i sin morgenkommentar.

Linjefartsrederiet DFDS aflagde tirsdag sit regnskab for andet kvartal, hvor indtjeningen var ramt af vanskelig opstart i Den Engelske Kanal samt recession i Storbritannien, hvilket førte til en nedjustering af forventningerne. I kølvandet af regnskabet har flere finanshuse sænket deres kursmål på DFDS-aktien. Nordea sænker sit kursmål på aktien til 350 kr. fra 390 kr. Handelsbanken sænker kursmålet til 350 kr. fra 400 kr., mens Carnegie skærer kursmålet til 340 kr. fra 400 kr. Alle tre finanshuse har anbefalingen køb på DFDS-aktien. DFDS-aktien ligger med en stigning på 0,4 pct. i kurs 278 kr.

Udgivet af: Aktiefokus

Seneste nyheder

13:39 Europa/aktier: Lille fald i kulisse af Mellemøst-uro og kinesisk stimulans
13:12 Carlsberg løftes i ellers negativt marked: Citi ser kinesiske stimuli fjerne risiko
12:42 Pandora får marketingdirektør fra LVMH
12:28 Britisk sportskæde slår forventninger men falder efter skuffende meldinger fra Nike
12:15 Olieaktier til vejrs efter nye prisstigninger - iransk missilangreb øger spændingerne
11:49 Obligationer/middag: Mindre behov for sikker havn sender renten i vejret
11:36 Aktier/middag: Mærsk fortsat i modvind i nervøst aktiemarked
11:21 Torms storaktionær sætter stor aktiepost til salg
11:00 Eurozonen: Arbejdsløsheden stod som ventet stille i august
10:40 ECB-rådsmedlem hælder til rentenedsættelse i oktober
09:29 Biden og Trump langer ud efter containerrederier efter strejke
09:22 Vestas får snittet kursmålet hos Danske Bank: Skuffende ordreindgang rammer indtjeningen i 2025 og 2026
09:07 Aktier/åbning: DSV får hovedrolle på skæbnedag i lysegrøn start
08:51 Zealand Pharma får dugfrisk hold-anbefaling af Deutsche Bank
08:45 Obligationer/åbning: Renterne kravler forsigtigt op fra start
08:22 Råvarer: Olieprisen stiger efter eskalering af konflikten i Mellemøsten
08:19 Aktier/tendens: Afdæmpet start i sigte på skæbnedag for DSV - Vestas får sænkede kursmål
08:09 Teslas salgstal kan flytte aktiekursen vurderer Nordnet
08:06 Københavns Lufthavn har haft sin travleste september nogensinde
07:53 Vestas får skåret lille bid af kursmål hos Deutsche Bank