Aktier kl. 12.24: FLSmidth til tops og Mærsk til bunds

Udgivet den 23-11-2012  |  kl. 12:25  |  

A.P. Møller - Mærsk har fredag fået indledt sin dækning hos Credit Suisse med en underperformanbefaling, mens det bliver til endnu en runde ekstremt svage tal for rateudviklingen i denne uge. C20-indekset ligger med en marginal stigning på 0,06 pct. i 488,38, hvilket sker under lav aktivitet, idet de amerikanske aktiemarkeder fredag har halvdagslukket som følge af Thanksgiving. FLSmidth løftes efter opløftende meldinger fra den finske konkurrent Outotec.

A.P. Møller - Mærsk falder 0,8 pct. til 40.880 kr. A.P. Møller - Mærsk har fået indledt sin dækning hos Credit Suisse med en underperformanbefaling i en analyse fra i dag. A.P. Møller - Mærsk-aktien får et kursmål på 38.000 kr. Credit Suisse skriver, at markedets forventninger til koncernens overskud efter skat i 2013 er 8 pct. over finanshusets forventninger. Det er ventet, at de mange containerskibsleveringer i 2013 vil føre til svaghed i containerraterne og undergrave muligheden for en genopretning i Maersk Line. Credit Suisse er også bekymret for pengestrømmen fra Maersk Oil på den korte bane.

Yderligere bliver det til endnu en runde ekstreme containerratefald på den vigtige rute for Maersk Line fra Asien til Europa, som viser et fald på 11,9 pct. eller 146 dollar til 1079 dollar per teu. Faldet kommer efter sidste uges ratedyk på 158 dollar per teu. Det overordnede containerfragtindeks SCFI dykker desuden fredag med 5,1 pct. til 1077,34.

FLSmidth ligger 1,6 pct. højere i 327,80 kr. FLSmidth er i fokus, idet den finske minekonkurrent Outotec fredag morgen er kommet med nye langsigtede finansielle mål, samt finansielle mål for næste år. Outotec oplyser, at selskabet nu venter af servicesalget vil stige til et årligt niveau på 1 mia. euro fra 2017, hvilket man vil opnå via en organisk vækst, opkøb, styrkelse af lokal tilstedeværelse og nye produktlanceringer. Prognosen for servicesalget er en opjustering af den tidligere langsigtede prognose på et årligt salgsniveau på 500 mio. euro fra 2015. For 2012 hæver Outotec forventningerne til omsætningen til 1,9-2,1 mia. euro fra 1,8-2,0 mia. euro i forbindelse med regnskabet for tredje kvartal i slutningen af oktober. I 2013 ventes både omsætningen og driftsmarginalen at blive større end i 2012, oplyser Outotec i meddelelsen fredag morgen. Outotec løftes 6,0 pct. på børsen i Helsinki.

Coloplasts koncerndirektør Lars Rasmussen har udnyttet 12.000 aktieoptioner og i dag købt tilsvarende antal aktier i Coloplast til 385,28 kr. per styk til en samlet værdi af 4,623 mio. kr. Det skriver selskabet i en meddelelse. Coloplast-aktien ligger fredag over middag med en stigning på 1,4 pct. i 1.351 kr. og Lars Rasmussens 12.000 aktier har dermed en værdi på 16,21 mio. kr.

Vestas stiger 0,7 pct. til 26,07 kr. Vindmølleproducenten Vestas er ganske interessant med i et indsnævret felt af seks budgivere på et gigantisk vindmølleprojekt i Marokko, som omhandler fem forskellige vindmølleparker med en samlet kapacitet på 850 MW. Aktiefokus berettede allerede om dette første gang via VIP-listen tilbage i tirsdags i denne uge.

Det finske flyselskab Finnair forstår ikke SAS' nye strategi om at satse på de korte ruter, og mener ikke der er mulighed for at konkurrere mod lavprisselskaberne på de korte strækninger. Det skriver Børsen. Alle de europæiske ruteflyselskaber er udfordrede af, at omkostningerne på de korte ruter ikke er konkurrencedygtige med de nye lavprisselskaber. Jeg tror, alle europæiske ruteflyselskaber taber penge på de korte ruter, siger topchefen hos Finnair Mika Vehviläinen til Børsen. Aktierne i SAS ligger fredag 2,4 pct. højere i 6,30 kr.

Solar aflagde torsdag regnskab for tredje kvartal, og i kølvandet af dette har en række finanshuse sænket anbefalingen på aktierne i engrosleverandøren af elartikler. Danske Markets, SEB Enskilda og Carnegie sænker deres anbefalinger på Solar-aktien til hold fra køb. Solar ligger med et fald på 4,0 pct. i kurs 287,50 kr.

Udgivet af: NPinvestordk