Aktier kl. 12.50: Vestas til himmels efter kreditaftale
Vestas flyver til himmels efter den pressede vindmølleproducent har indgået en vigtig kreditaftale, hvorved risikoen for en aktieemission er formindsket. C20-indekset ligger 0,5 pct. lavere i 487,84 blandt andet presset af kursfald til A.P. Møller - Mærsk-aktien. I Tyskland falder Dax-indekset 0,2 pct. forud for EU-finansministermødet i Bruxelles, hvor de for tredje gang skal forsøge at finde enighed om en ny udbetaling til Grækenland.
Vestas stiger voldsomme 18,6 pct. til 30,90 kr. efter den pressede vindmølleproducent har indgået en aftale angående kreditfaciliteter på 900 mio. euro med det eksisterende banksyndikat, hvorved der ikke bliver behov for en aktieemission. Aftalen erstatter den eksisterende facilitet på 1300 mio. euro.
- Vestas' nye forretningsmodel har vist sin styrke, da vores fremtidige finansieringsbehov nu er på et lavere niveau, og vi er overbeviste om, at vi er godt dækket ind med de reviderede faciliteter, siger Vestas' CFO Dag Andresen.
Carlsberg ligger 0,5 pct. lavere i 543,50 kr. Bryggeriet vil lukke ned for et bryggeri i byen Shumen i det nordøstlige Bulgarien i en periode på to måneder på grund af et lavt forbrug af øl i vinterperioden. Det udtaler den adm. direktør Alexander Grancharov til Carlsberg Bulgarien til den lokale avis Sega. Bryggeriet i Shumen har altid kørt med en nedsat kapacitet i vinterperioden, men der har aldrig været tale om en decideret nedlukning af fabrikken.
A.P. Møller - Mærsk ligger med et fald på 1,5 pct. i kurs 40.520 kr. Citigroup skriver i et analysenotat dateret den 26. november, at der er mindre mulighed for succes med december-ratestigningerne end dem der blev gennemført den 1. november, hvilket skyldes at ratestigningerne for november blev støtte af kapacitetsreduktioner.
Bankaktier får medieopmærksomhed. Danske Bank og Nordea pressede Lene Espersen til at droppe indhold i bankpakke 2. Efter pres fra landets to mest magtfulde bankdirektører, Peter Straarup fra Danske Bank og Peter Schütze fra Nordea, fjernede daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) i 2009 i sidste øjeblik en såkaldt upsidemodel fra bankpakke 2. Modellen skulle sikre, at staten som betaling for at redde bankerne fik del i deres fremtidige kursgevinst, men Espersen valgte i stedet en model, hvor gevinsten havnede i lommerne på bankernes ejere. På grund af den manøvre er staten formentlig gået glip af milliardindtægter. Opdagelsen kommer frem i DR-dokumentaren "Sikke en fest", der sendes mandag aften. Det skriver Politiken mandag. Danske Bank falder 1,4 pct. til 93,70 kr.