Aktier kl. 13.04: Topdanmark falder lidt tilbage efter regnskab

Udgivet den 21-08-2012  |  kl. 13:06  |  

Topdanmark falder en smule tilbage efter et regnskab, som skuffer på indtjeningen. Vestas har lagt sig i spidsen af C20-indekset, der løftes 0,4 pct. til 496,57, mens der blandt sidepapirerne er kurstæv til linjefartsrederiet DFDS efter en nedjustering af forventningerne til 2012.

Topdanmark falder 1,2 pct. til 1051 kr. efter regnskabet for andet kvartal, hvor indtjeningen var svagere end ventet, mens præmieindtægterne var på linje med forventningerne. Den vigtige combined ratio er bedre end ventet. For 2012 venter Topdanmark fortsat en præmievækst på 1-2 pct. i skadeforsikringen og et fald i præmievæksten på 5 pct. i livsforsikring. Den forudsatte combined ratio for helåret opjusteres til omkring 90 fra tidligere prognose på 91 eksklusive afløbsresultat. Den modelmæssige resultatprognose opjusteres også til 1.300-1.400 mio. kr. i 2012 sammenlignet med den tidligere prognose på 1.250-1.350 mio. kr. efter skat svarende til et nyt ventet resultat per aktie på 106 kr.

Vestas fortsætter den volatile kursudvikling med en stigning på 5,4 pct. til 33,87 kr.

Linjefartsrederiet DFDS dykker 8,9 pct. til kurs 276,5 kr. efter sit regnskab, som indeholdt en nedjustering for forventningerne til 2012. Indtjeningen er ramt af vanskelig opstart i Den Engelske Kanal samt recession i blandt andet Storbritannien. Forventet driftsresultat (EBITDA) for hele året 2012 nedjusteres 11 pct. Det forventede driftsresultat (EBITDA) før særlige poster reduceres med 150 mio. kr. til 1.150-1.200 mio. kr.

Det pressede tankrederi Torm fremlagde halvårsregnskab, og fokus er fortsat på Torms meldinger om redningsauktionen af selskabet. Torm-aktien taber 5,8 pct. til 3,15 kr. Rederiet skrev, at det oplever fuld opbakning til færdiggørelsen af en endelig restruktureringsaftale fra alle involverede, og det nævnes at rederiet er afhængig af at der indgås en restruktureringsaftale.

Jyske Bank, som ligger 0,8 pct. højere i kurs 168,4 kr., har tirsdag morgen fremlagt sit endelige regnskab for første halvår, hvilket sker efter at Silkeborg-banken kom med foreløbige tal den 17. juli, og banken fremhæver, at halvårsresultat er i overensstemmelse med selskabsmeddelelsen af 17. juli 2012.

A.P. Møller - Mærsk ligger 0,7 pct. højere i kurs 41.640 efter rederikoncernen vil sælge 7-årige obligationer til mid swap plus 210 basispoint. De involverede banker er Barclays, Danske Bank, ING, JPMorgan, Mitsubitshi UFJ Securities og Nordea. Yderligere har Mærsk Line fået konkurrentnyt, idet det kinesiske containerrederi Orient Overseas (OOIC) har fået sænket sin anbefaling hos det britiske finanshus Barclays til undervægt fra ligevægt. OOIL-aktien får sænket sit kursmål til 36,58 HK dollar fra 49,19 HK dollar, mens aktien tirsdag morgen ligger 0,8 pct. højere i 46,9 HK dollar. De to Barclays analytikere Jon Windham og Esme Pau foretrækker Cosco Pacific, som har base i Hong Kong og driver havneterminaler. Cosco Pacific har en overvægtanbefaling hos Barclays og foretrækkes grundet sin modstandsdygtighed overfor konjunkturpåvirkninger. Cosco Pacific falder tirsdag morgen tilbage med 0,37 pct. til 10,62 HK dollar.

Udgivet af: lp@netposten.dk