Aktier kl. 9.13: Mærsk-aktien trykket efter regnskab

Udgivet den 16-05-2012  |  kl. 09:13  |  

Der er voldsomt tryk på A.P. Møller - Mærsk-aktien, som åbner 6,6 pct. lavere efter sit regnskab for første kvartal. Det bliver til et fald i C20-indekset på 1,2 pct. til 434,40. Stemningen på de europæiske aktiemarkeder er sur og præget af bekymringer grundet bekymringer om gældskrisen og solide fald på de asiatiske aktiemarkeder.

A.P. Møller - Mærsk har fremlagt regnskab for første kvartal, hvor omsætning var bedre end ventet, mens idntejningen før afskrivninger var svagere end ventet. Mærsk ændrer ordlyden i koncernforventningerne, hvilket er positivt, men det skal bemærkes at Maersk Line fortsat ventes at give tab eller break even, hvor analytikerne havde ventet meldinger om udsigt til overskud efter de seneste ratestigninger. A.P. Møller - Mærsk fik en omsætning på 81,3 mia. kr. i første kvartal. Ifølge Bloomberg News havde analytikerne ventet en omsætning på 81,0 mia. kr. i første kvartal.

Koncernen fik en driftsindtjening (EBIT) på 9,43 mia. kr., hvilket var over analytikerprognosen på 9,28 mia. kr. EBITDA-indtjeningen var dog svagere end ventet. Der blev til et tab i containerenheden Maersk Line på 599 mio. dollar i første kvartal mod et plus på 424 mio. dollar for samme kvartal i fjor. Maersk Line har øget containervolumen med 18 pct. i første kvartal, mens den gennemsnitlige fragtrate fald med 9 pct. A.P. Møller - Mærsk Gruppen forventer et resultat lidt lavere end 2011-resultatet (USD 3,4 mia.), hvor koncernen tidligere ventede lavere end resultatet i 2011.

IC Companys falder 4,6 pct. til 105 kr. efter et regnskab, hvor driften var svagere end ventet. Modetøjdetailkæden opjusterer forventningerne af omsætningsprognosen, mens driftsprognosen bliver fastholdt. IC Companys fik en omsætning på 1,038 mia. kr. i tredje kvartal, hvilket er tæt på analytikerprognosen på 1,02 mia. kr. fra Bloomberg News. Det blev til en driftsindtjening på 56 mio. kr. i kvartalet, hvilket er under analytikerforventningerne på 59 mio. kr. IC Companys venter en omsætning på 3,80-3,85 mia. kr. i 2011/12, hvilket er en opjustering fra tidligere prognose på 3,70-3,80 mia. kr. Der ventes en driftsindtjening på 130-150 mio. kr. i 2011/12.

Lundbeck åbner 1,7 pct. højere i kurs 117,1 kr. Patienter og investorer må vente til næste år med at få flere detaljer om, hvad Lundbecks kommende depressionsmiddel kan tilbyde ifølge Berlingske Business onsdag. Mens kollegaerne hos Novo Nordisk, allerede længe inden selskabet indgav registreringsansøgninger i USA og Europa for selskabets to nye insulinpræparater, har haft travlt med at promovere resultaterne på kongresser og investormøder, nøjes Lundbeck indtil videre med overskrifterne. Novo Nordisk har en anden strategi. Men diabetes og depression er meget forskellige områder. Insulin bliver f.eks. godkendt på baggrund af ret enkle data, mens det her er meget mere komplicerede data, som vi først er nødt til at diskutere med myndighederne, siger Anders Gersel Pedersen, koncerndirektør med ansvar for forskning, hos Lundbeck til Berlingske Business.

Udgivet af: lp@netposten.dk

Seneste nyheder