Aktier kl. 9.34: Novozymes i fin fremgang

Udgivet den 29-08-2012  |  kl. 09:34  |  

Novozymes får en rigtig god start på dagen med en pæn stigning. C20-indekset stiger 0,4 pct. til 489,17 og er også understøttet af fremgang i indekstunge Novo Nordisk. Det tyske Dax30-indeks åbner med et marginalt fald.

Novozymes stiger 2,8 pct. til 163,5 kr. Det amerikanske finanshus Goldman Sachs har hævet sin anbefaling til køb fra tidligere neutral. Kursmålet er hævet en anelse til 200 kr. fra tidligere 191 kr. pr. aktie.

Vestas lukkede tirsdag med en kursstigning på 18,52 pct. til 40,19 kr. og vindmølleaktien åbner onsdag med en stigning på 1,3 pct. til 40,7 kr. Vestas har sent meddelte mandag aften, at der tales med japanske Mitsubishi om en eventuel alliance. Der vil onsdag fortsat være fokus på den pressede vindmølleaktie.

- Vi ser stadig en god mulighed for at aktien kan fortsætte op på kort sigt, vurderer Nordea i sit Morgenbrev og skriver yderligere om meldingerne:

Dette kan ses som første skridt i retning af en overtagelse af Vestas, men Nordea Markets tror mere på et partnerskabssamarbejde og gør opmærksom på, at Vestas tidligere har udtalt, at man kiggede efter partnere i forbindelse med udviklingen af den nye 7.0 MW-havvindmølle. På grund af de store industrielle udfordringer gentager Nordea Markets sin langsigtede Hold-anbefaling.

FLSmidth åbner også med en pæn stigning på 0,8 pct. til 339,4 kr., mens rederigiganten A.P. Møller - Mærsk åbner med en fremgang på 0,4 pct. til kurs 40.120 kr.

Containerrederier løber tør for muligheder, hvor de kan indsætte de mange nye store skibe på Asien-Europa-ruten, og rederierne vil komme under et stigende pres for at sænke fragtraterne. Sådan lyder vurderingen fra DVB Banks research og strategiske planlægning division i en rapport, skriver Journal of Commerce.

Der er kommet regnskaber fra flere sidepapirer. Det gælder Topotarget, Topsil og Atlantic Petroleum. Simcorp kom med regnskab efter tirsdagens lukketid. Simcorp-aktien åbner 1,3 pct. lavere i kurs 980.

Investorerne afventer nu fredagens tale fra den amerikanske centralbankchef Ben Bernanke.

Udgivet af: lp@netposten.dk