AKTIER: Korrektionen synes ovre - Danske Bank opjusterer

Udgivet den 31-10-2006  |  kl. 11:50  |  

Det danske aktiemarked ser ud til allerede at have overstået sin korrektion, som mandag sendte C20-indekset ned i 413 som det laveste. Tirsdag er den positive stemning således tilbage, og indekset stiger omkring en pct.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 4,80 point (1,2 pct.) højere i 420,57.

Danske Bank er i fokus, da bankkoncernen har aflagt regnskab for 3. kvartal. Danske Banks regnskab var noget bedre end forventet. Koncernens overskud før skat udgjorde 13.608 mio. kr. mod 12,5 mia. kr. samme periode sidste år. Konsensus i markedet var et resultat før skat på 12,9 mia. kr.

Det gode resultat betyder, at Danske Bank opjusterer årets resultat. Nu forventes årets resultat at blive på niveau med 2005, hvor resultat før skat udgjorde 17,6 mia. kr, under forudsætning af, at der i Danica kan gennemføres indtægtsførsel af risikotillæg også for 2006. Aktien stiger 2,2 pct. til 245,25 kr.

Flere aktier rebounder pænt i dagens marked, bl.a. Novozymes, der stiger 2,1 pct., DSV med 1,7 pct. og NKT med 2,6 pct.

S&P, der udarbejder analyser for Nordea, opjusterer anbefalingen på DFDS til Stærkt Køb med et kursmål på 720, fremgår det af en kommentar. Den hævede anbefaling kommer oven på gårsdagens opjusterering fra DFDS. Selskabet venter nu et overskud på 400 mio. kr. mod tidligere 325 mio. kr.
DFDS er formiddagens mest stigende med et plus på 3,8 pct. til 633 kr.

Markedet venter desuden på regnskaber fra bl.a. Genmab og Dicentia (tidl. SDC DanDisc).

I eftermiddag offentliggøres forbrugertillid og Chicago PMI fra USA.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder