AKTIER: Meget roligt marked med marginalt fald i KFX-indekset
København--26. januar--NetPosten--Omkring kl. 12.30 lå KFX-indekset nede med 0,14 pct. under en meget beskeden handelsinteresse. Det er svækkelsen af dollaren, som er hovedårsagen til den afventende holdning og naturligvis manglen på selskabsnyheder, siger en markedsdeltager til NetPosten.
Deltageren anser det for positivt, at sælgerne er tilbageholdne med at komme frem med varer, når de omkringliggende faktorer er mindre gunstige. En del af forklaringen skal dog søges i, at det er vanskeligt at se alternative placeringsmuligheder med det nuværende renteniveau.
Carlsberg, som i dag var ugens aktie i Berlingske Tidende, fik en varm anbefaling med fra Danske Bank. Der var dog ingen nyhedsværdi i hverken artiklen eller Danske Bank-analysen, som har været kendt i mere end en uge. Således ligger aktien uforandret i kurs 400.
Deltageren mener, at APM-aktierne på nuværende tidspunkt ligger for højt. Når man tager i betragtning, at oliepriserne falder, fragtraternes volumen i Asien mindskes, dollaren er svækket og Algeriet, hvor A.P. Møller har store engagementer, er ved at gå i politisk opløsning, bør aktierne handles på lavere kurser, siger deltageren. I øjeblikket er der kun indberetninger på aktierne, som ligger til en marginal nedjustering. Deltageren mener, at frygten for et kursskred holder sælgerne tilbage. Såfremt aktierne begynder at falde, vil de trække de øvrige aktier med ned, mener deltageren.
Resten af dagen ventes at blive rolig.
I sidepapirerne er FCK som ventet handlet ned. Seneste handel er fortaget på 240 á 250 under en omsætning på 17.000 stk. Edb-Gruppen er steget 10 kr. til 220 under en omsætning på 12.000 stk. Bag denne stigning ligger ingen nyheder. Det samme gør sig gældende for Ambu, som dog er faldet med 20 kr.