AKTIER: Moderat lavere efter højere start, afventer Wall Street

Udgivet den 27-05-2008  |  kl. 11:58  |  

Efter en højere start foranlediget af højere aktiefutures i USA faldt det danske aktiemarked tilbage over formiddagen, på linie med udviklingen på de øvrige europæiske børser og i de amerikanske futures.

Kort før middag lå det toneangivende OMXC20-indeks 0,1 pct. lavere i 449,77.

Efter en dag med tynd handel i går som følge af amerikansk helligdag er amerikanerne tilbage på banen i dag, hvor der fremlægges forbrugertillidstal og tal for boligsalget kl. 16. Markedet afventer retningspilen fra Wall Street, hvor udviklingen i sidste uge indikerede, at vi måske har set toppen for denne omgang.

H+H International har fremlagt regnskab for første kvartal 2008, hvori selskabet har opnået et resultat før skat på 33,9 mio. kr. mod 31,4 mio. kr. i 2007. Forventningerne til årets resultat nedjusteres fra 180-200 mio. kr. til 140-160 mio. kr. Udsigterne for byggeaktiviteten i UK for 2008 er i løbet af april og maj måned blevet kraftigt forværret, skriver selskabet.

Omsætningen for første kvartal blev 416,2 mio. kr. EBITDA blev på 68,8 mio. kr. Resultat før skat for første kvartal blev 33,9 mio. kr. H+H falder 10 pct. til kurs 1325 som følge af nedjusteringen.

Bavarian Nordic stiger 0,6 pct. til kurs 239, efter at selskabet har påbegyndt kliniske fase I/II forsøg med dets vaccinekandidat mod HIV, MVA-BN multiantigen. De første sikkerhedsdata fra studiet forventes inden udgangen af 2008, mens immunogenicitetsdata forventes i løbet af første halvår 2009.

- Vores stærke ekspertise i udviklingen af HIV vacciner har fremskyndet udviklingen af multiantigen vaccinen, og det er spændende at vi nu igen er i klinisk udvikling med en HIV vaccinekandidat. HIV multiantigen programmet drager fordel af de data vi har genereret i tidligere HIV studier, der har påvist en unik sikkerhedsprofil for MVA teknologien i denne udsatte patientgruppe samt potentiale til at kontrollere HIV replikation, udtaler administrerende direktør Anders Hedegaard fra Bavarian Nordic.

FLSmidth Minerals har indgået kontrakter til en samlet værdi af ca. 312 mio. kroner (ca. USD 65 mio.) med det indiske firma Utkal Alumina International Limited. Ordrerne vil bidrage positivt til FLSmidths indtjening frem til slutningen af 2010, hvor projekterne er klar til drift. FLS-aktien stiger 0,6 pct. til kurs 549.

/jmd

Udgivet af: NPinvestordk