AKTIER: Pilen peger fortsat ned – Banker igen i fokus

Udgivet den 08-10-2008  |  kl. 08:35  |  

De danske aktier ventes at fortsætte turen nedad onsdag efter markante tab især mandag. Aktierne på Wall Street faldt markant, og er nu på det laveste niveau i fem år. Asien ligger med store fald, og futures peger ned.

Tirsdag lukkede det danske C20-indeks 1,6 pct. nede i kurs 307,7.

I USA havde de toneangivende indeks endnu en skidtdag, og ligger nu på det laveste niveau siden sensommeren 2003. Aktiekurserne er dermed bombet fem år tilbage.

Dow Jones lukkede nede med 5,1 pct., Nasdaq sluttede med et fald på 5,8 pct. og S&P 500 lukkede med minus 5,7 pct. I Asien ser det bestemt ikke bedre ud. Nikkei er nede med 9,4 pct., og Hang Seng er i minus 5,6 pct. I Japen lover regeringen et hasteindgreb efter faldet, som er det største siden 1987.

Futures peger ned i både USA og Europa, hvilket ikke tegner lyst for de danske aktier.

En af de aktier i C20-indekset der de seneste dage har fået kniven er Danske Bank. Alene i går tabte de hårdt prøvede aktionærer i Danske Bank 7 mia. kr. mens det samlede tab for denne uge indtil videre er oppe på 22 mia. kr. svarende til et kursfald på 24 pct. Det beretter dagbladet Børsen.

Landets største bank, som efter kursfaldende nu kun er nordens tredjestørste bank efter Nordea og Handelsbanken, har siden aktien ramte sit toppunkt i februar 2007, mistet 120 mia. kr. af sin markedsværdi.

Og den pakke som politikerne søndag vedtog og som stort set alle danske banker og sparekasser løbende tilslutter sig har tilsyneladende ikke haft den ønskede effekt. Og det betyder, at bankerne ikke har fået lettere ved at låne penge i udlandet.

- Hvis bankpakken er blevet solgt som et redskab, der igen ville åbne op for interbank-markedet, altså hvor bankerne igen tør låne ud til hinanden, så er pakken blevet oversolgt. Indholdet i pakken har ingen reel effekt på den del af problemerne. Som jeg ser pakken, så betyder den først og fremmest, at bankkunders indeståender er sikret, så man slipper for panik blandt de private kunder, siger Carsten Valgreen, der er økonom i amerikanske Benderly Economics ifølge Berlingske Tidende.

En håndfuld banker er ifølge dagbladet Børsen i gang med at sælge aktier i det danske bryggeri Royal Unibrew. Det skulle angiveligt dreje sig om islandske Stodirs andel på 25,5 pct., der er ved at skifte hænder. Og det kan sætte ejerskabet af hele bryggeriet i spil.

Fem banker råder over kriseramte Stodirs andel, og den vil de så hurtigt som muligt have vekslet til kontanter.

Spanien opretter en milliardfond til at støtte finanssystemet i landet, og følger dermed i fodsporet af en række europæiske lande, der allerede har kastet en form for redningskrans ud til bankerne.

- Vi vil lave en fond, finansieret af finansdepartementet for at støtte finanssystemet på 30 mia. euro med mulighed for at gå op til 50 mia. euro, sagde den spanske premiereminister José Luis Rodríguez Zapatero.

Aktiemarkedernes nedtur rammer danskernes pensionsopsparinger med store tab til følge. Det skriver dagbladet Børsen.

Pensionsopsparende med aggressive pensionsprodukter har i værste fald tabt en femtedel af deres afkast i år. Tabende begrænser sig dog bestemt ikke til de risikovillige investorer.

- Næsten alle opsparere med et markedsrenteprodukt vil opleve, at pensionen skrumper i år. De negative afkast ligger for de mest aggressive produkter med minus på op over 20 pct., siger Rikke Frandsen, afdelingschef for Liv og Pension hos Kirstein Finansrådgivning til Børsen.

Onsdag byder på olielagertal og salg af verserende boliger fra USA. Fra Eurostat kommer med BNP og fra Tyskland er det tal for industriproduktionen.

Af Lars Krøldrup, lk@netposten.dk

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder