AKTIER: Positiv stemning anført af Danisco og DSV
Det danske aktiemarked markerede sig som det mest stigende i Europa onsdag formiddag, da næsten alle KFX-aktier handles i plus og sørger for en god stemning.
Kort før middag lå det toneangivende KFX-indeks 2,09 point (0,6 pct.) højere i 339,42.
Danisco er fortsat efterspurgt i onsdagens handel. Kursstigningen skyldes, at EU tirsdag meddelte, at man forventer at se sukkerproduktionen falde over de næste fem år. Det indikerer højere priser på sukker, hvilket vil styrke Daniscos indtjening, vurderer Nordea.
Samtidig ser reduktionen af EU's sukkertilskud ikke ud til at være så hård som frygtet. Herudover har Danisco udsigt til en gylden fremtid inden for blødgørere til plastic som erstatning for ptalater, påpeger en markedsdeltager. Danisco handles til middag 2,1 pct. højere i 432 kr. efter at have været helt oppe i 437,50 kr.
Også DSV fortsætter opad, efter at selskabet i går opjusterede sine forventninger til helåret. Selskabets topchef Kurt Larsen udtaler i dag til Børsen, at DSVs marked er uudtømmeligt, og at det er svært at sætte begrænsninger for vækst og aktiekurs. Disse positive meldinger har fået aktien til at fortsætte op i dag.
Samtidig har den tyske investeringsbank WestLB onsdag opjusteret kursmålet på DSV til 565 kr. fra før 480 kr. og beholder samtidig anbefalingen Outperform. Tirsdag hævede GP Børs sit kursmål til 600 kr. fra 500 kr. Aktien stiger 2,4 pct. til kurs 523.
Også TK Development og Sjælsø Gruppen stiger kraftigt i onsdagens marked, efter at sidstnævnte har valgt at opjustere forvetningerne til årets resultat. Sjælsø Gruppen venter nu et resultat før skat på 325 mio. kr. mod tidligere udmeldt 250 mio. kr. Den positive meddelelse er smittet af på TK Development, som handledes uændret før opjusteringen. TK Development handles 7,0 pct. oppe i kurs 47,50, mens Sjælsø Gruppen er steget 3,7 pct. til kurs 890.
Markedet afventer eftermiddagens forbrugerpristal fra USA, som kan være med til at sætte stemningen resten af dagen. Tallene offentliggøres kl. 14:30.
Af Jean M. Dühring, jean@netposten.dk