AKTIER: Rødt fra start til slut

Udgivet den 14-04-2011  |  kl. 17:00  |  

Det danske marked har dykket fra tidlig morgen til lukketid.  

Det danske C20 lukkede i 462,28 - et fald på 0,71 pct.

- De europæiske aktiemarkeder falder over en bred kam i dag med de største fald i Sydeuropa. Derfor kommer det nok ikke som den store overraskelse, at faldene hænger sammen med, at renterne stiger i Portugal, Grækenland og de andre PIIGS-lande. Det kommer efter udtalelser fra S&P's kreditvurderingsbureau om, at hvis det ender med en restrukturering af Grækenlands gæld, vil ejerne af græske statsobligationer blive nødt til at vinke farvel til 50-70% af hovedstolen, skriver Nordea.

Også USA åbnede dagen med solide fald. Bl.a. på skuffende ledighedstal.

Der var i sidste uge 412.000 nytilmeldte ledige i USA. Det var et stykke over konsensus på 380.000. Ugen før var der 385.000 nytilmeldte ledige, revideret fra tidligere 382.000.

Der har ikke været de store nyheder blandt de største aktier.

Vestas har i dag fået en ordre på 50 MW fra China Datang Corporation Renewable Power. Ordren går på 25 V90-2.0 MW vindmøller.

Desuden har Vindudviklingsselskabet wdp i dag oplyst, at de har bestilt 32 møller med en samlet kapacitet på 64 MW hos Vestas.

Det skriver Ritzau Finans.  Vestas har endnu ikke selv sagt noget, hvilket betyder, at ordren ikke er fast og ubetinget.

Ordrerne er dog for små til at imponere markedet - Vestas-aktien falder 2,4 pct.

SAS falder godt 3 pct. efter, at Nordea har trykket på salgsknappen.

- Indtjening pr. passagersæde og den høje oliepris driller fortsat SAS. Og da aktien samtidig er for dyrt prisfastsat både relativt og absolut set sænker Nordea Markets her til morgen anbefalingen til Sælg fra Hold, skriver Nordea.

 

Udgivet af: NPinvestordk