AKTIER: Rolig dag - Vestas-ordre og fejlhandler med Mærsk i fokus

Udgivet den 03-03-2006  |  kl. 17:05  |  

Det var en rolig afslutning på en hektisk regnskabsuge. Omsætningen var beskeden, og fredagens største begivenheder var en ordre til Vestas og en fejlhandel med en efterfølgende interessant kursudvikling.

Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,46 pct. højere i kurs 395,70.

Markedet blev primært drevet af en positiv kursudvikling i A.P. Møller-Mærsk og Vestas, som steg med hhv. 0,86 pct. og 2,6 pct.

Vestas steg til kurs 138 i forbindelse med en ordre på 29 stk. V80-2,0 MW vindmøller til White Hill Wind Farm, som er beliggende nær ved Mossburn på New Zealands sydlige ø. Der spekuleres samtidig i, at Vestas kan opnå flere ordrer fra netop New Zealand, hvor vindforholdene er særdeles gunstige til generering af strøm fra vindmøller.

Næste uge kommer der blandt andet helårsregnskab fra D/S Torm, som ventes at udvise et rekordresultat for 2005. Der er dog mere usikkerhed omkring indtjeningen i 2006.

- Markedet er nervøse for tørlastmarkedet, som jeg venter en fortsat normalisering af udfra et historisk perspektiv, idet tørlastmarkedet hovedsageligt har været drevet af Kina, udtaler analytiker Brian Børsting fra HSH Gudme til NetPosten.

Brian Børsting ser dog et stort potentiale i Indien, som på sigt kan være med til at kompensere for en svagere vækst i Kina. Der har længe været talt om et muligt frasalg af Torms ejerandel i D/S Norden.

- Jeg tror, de gerne vil sælge ejerandelen i Norden, men med den nuværende prisfastsættelse er det svært at finde en køber. I tilfælde af et salg, tror jeg Torm vil betale en væsentlig del af pengene tilbage til aktionærerne. Der kan dog være større aktionærer, som efterfølgende vil sælge deres aktier i Torm, idet der ønskes en større eksponering over for tørlastmarkedet.

Brian Børsting forventer et resultat før skat, skibssalg og udbytte på 239 mio. USD i 2005, hvilket ligger pænt over Torms egen forventning på "mere end" 215 mio. USD. For 2006 venter analytikeren imidlertid en markant tilbagegang til 175 mio. USD før skat, skibssalg og udbytte.

Som vi tidligere har set, laver handlerne nogle gange fejl, hvilket medfører interessante kursudsving. Denne gang var det en handler i A.P. Møller-Mærsk, der vist var gået for tidligt på weekend, idet hele købsdybden blev ryddet, og Mærsks B-aktie blev solgt til kurser langt under dagens "naturlige" kurs på omkring kurs 58.000.

Aktierne blev blandt andet solgt til kurs 56.000, kurs 55.000, kurs 48.000 og helt ned i kurs 111,5. Fejlhandlen bragte det toneangivende OMXC20-indeks ned i 331,04.

Fejlhandlerne i Mærsk blev imidlertid slettet lidt senere. Også hovedparten af handlerne umiddelbart efter fejlhandlerne, som også blev gennemført til "unaturlige" kurser, blev ført tilbage.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder