AKTIER: Sivende kurser under behersket omsætning

Udgivet den 06-08-1997  |  kl. 13:36  |  

København--6. august--Det danske aktiemarked faldt onsdag yderligere tilbage under en behersket omsætning. KFX-indekset lå således omkring kl. 13.30 i 184,40 mod 186,00 i lukning tirsdag.

Der var selektiv interesse i markedet, hvor Novo, Danisco og til dels Sophus B. var i fokus med kursfald til ølge for alle tre aktier. Novo faldt således yderligere 5 kr. tilbage i dag, hvilket fortsat skyldes udenlandsk tilbagesalg af aktien.

Blandt sidepapirerne var det lidty spekulation i Codan Forsikring, som fremlægger regnskab i morgen. Aktien blev således handlet marginalt op i 1020   1030.

Derudover var der begyndende interesse for smårederierne, hvilket tilskrives den stigende dollarkurs.

Sparbank Vest fremlagde onsdag et flot regnskab, men der var ikke megen handel i aktien, som lå uændret. I det hele taget er småbankerne meget illikvide, selv om flere analytikere peger på dem som billige målt på nøgletal.

Udgivet af: NPinvestordk