AKTIER: Sivende tendens forud for FOMC, Danisco i bedring

Udgivet den 28-06-2000  |  kl. 11:50  |  

København--28. juni--NetPosten--Det danske aktiemarked har været præget af en let sivende tendens onsdag formiddag på linie med udviklingen i udlandet, da markedet afventer udfaldet af den amerikanske centralbanks møde i aften. Dog går Danisco og Novo imod strømmen.

Det toneangivende KFX-indeks noteredes kl. 11.45 i 286,02 - et fald på 0,82 point eller 0,29 pct.

Specielt tele- og IT-aktierne har haft det svært onsdag formiddag. Tele Danmark startede med en stigning, men blev siden udsat for salgspres og er havnet under 550 kr. - en bemærkelsesværdig lav kurs i betragtning af, at flere finanshuse, bl.a Danske Bank, har et target på 800 for aktien. GN St. Nord er fulgt med ned og handles 11 kr. lavere i 764 kr.

i-data er trods opjusteringen tirsdag eftermiddag faldet tilbage fra sine højder. Tirsdag steg aktien til 490 kr., men ligger nu nede i 465 kr. Navision ligger næsten uændret i 322 kr., mens Damgaard efter en salgsanbefaling fra Aros er havnet nede i 331 kr.

På plussiden er Novo Nordisk steget 20 kr. til 1320 på nyheden om, at selskabet er tæt på at frasælge et stort forskningsprogram til en udenlandsk partner. Danisco er dagens højdespringer med en stigning på 10 kr. eller godt 4 pct. til 257 kr. efter nedturen ovenpå regnskabet tirsdag.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder