AKTIER: Skarpe udsving - Novozymes i fokus

Udgivet den 24-01-2012  |  kl. 17:03  |  

Det danske aktiemarked kom under pres tirsdag.

Det toneangivende OMXC20-indeks faldt 0,7 pct. til 403,14. Indekset var dog under 400 i løbet af dagen.

Ved det danske markeds lukketid var S&P 500 faldet til 1.311.

Novozymes faldt 2,3 pct. til kurs 155,5 oven på nyheden om, at Poet (vigtig bioethanol-kunde til Novozymes) og DSM sent i aftes meddelte, at de har indgået et joint venture (JV) omkring 2-generationsbioethanol på det amerikanske marked.

Novozymes var dog helt nede i kurs 146,1 som det laveste.

Nordea peger på, at Novozymes er dyrt prisfastsat, hvilket forklarer dagens større fald.

- Novozymes har ellers haft et tæt samarbejde med Poet omkring udvikling af enzymer til 2-generationsbioethanol, og har et tæt samarbejde omkring 1-generationsbioetahol. Det er derfor dårligt nyt for 2-generationsbioethanol udsigterne for Novozymes, at Poet indgår et JV med DSM. Det øger konkurrencen/risikoen inden for udrulningen af 2-generationsbioethanbol for Novozymes. Novozymes er en dyr aktie, og der er ikke meget plads til skuffelser, hvilket er med til at forklare dagens kursfald, skriver Nordea.

Pandora fortsatte også den skarpe korrektion. Aktien var i løbet af dagen faldet med 10 pct., men det endte blot med et fald på 3,7 pct. til kurs 84,75.

Danske Bank og Vestas faldt hhv. 3 pct. og 2,6 pct., mens indeksets tungeste aktie Novo Nordisk faldt knap 1 pct.

Mærsk, Coloplast og Carlsberg var blandt de aktier, der lukkede i plus.

Udgivet af: NPinvestordk