AKTIER: Uændret marked med fokus på regnskaber og Vestas

Udgivet den 03-03-2004  |  kl. 11:55  |  

Det danske aktiemarked lå uændret ved middagstid, hvor fokus er på dagens regnskaber fra NKT og William Demant, og samtidig er der nyt fra Vestas i relation til australske ordrer.

Kort før frokost lå det toneangivende KFX-indeks 0,02 pct. højere i 280,42.

NKT Holding opnåede i 2003 et driftsresultatet (EBIT) på 92 mio. kr., hvilket udgør en reel resultatforbedring på 209 mio. kr. i forhold til 2002, når det korrigeres for forhold af engangskarakter. Omsætningen i 2003 blev 5.824 mio. kr. Det er - som forudset - på niveau med omsætningen i 2002, der var knap 5,9 mia. kr. Den underliggende organiske vækst blev 5 pct.

NKT forventer et højere driftsresultat før afskrivninger og amortisering (EBITDA) i 2004 end i 2003, fremgår det onsdag af selskabets årsregnskab. Resultatet efter skat og minoriteter forudses at ligge i niveauet 100 mio. kr. NKT handles 3,8 pct. lavere i kurs 127.

William Demant-aktien har onsdag fortsat opgangen på spekulation om, at dagens årsregnskab vil overraske positivt og at ledelsen vil fremlægge optimistiske forventninger tll 2004. William Demant handles 1,4 pct. højere i kurs 213,50.

Selskabet fremlægger efter frokost sine helårstal for 2003 og melder samtidig ud om forventnignerne til 2004. Analytikere forventer i gennemsnit et driftsresultat på 860 mio. kr. i 2003 mod 809 mio. i 2002.

William Demants konkurrenter har i den senere tid meldt om pæn markedsvækst på markedet for høreapparater, og desuden spekuleres der i, at William Demant vil annoncere et tilbagekøbsprogram af egne aktier.

Det australske energiselskab Hydro Tasmania bekræfter over for en australsk avis, at Vestas har fået en ordre på at levere 33 vindmøller til en vindpark på Eyre-halvøen i det sydlige Australien.

Hydro Tasmania opfører vindparken i samarbejde med den spanske vindpark-udvikler EHN, og der vil blive tale om en samlet kapacitet på 66 MW. Værdien af ordren vil ligge i omegnen af 350-400 mio. kr. Vestas handles 0,9 pct. højere i kurs 115.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder