AKTIER: Vestas og Danske Bank pressede OMXC20
Det var en negativ for hovedparten af de mest omsatte danske aktier, som blev påvirket af den svage lukning i USA tirsdag aften samt et negativt futures-marked.
Der var nemlig fokus på investeringsbanken Lehman Brothers, som kan blive tvunget til at hente ny kapital.
Det toneangivende OMXC20-indeks lukkede 0,9 pct. lavere i 454,08.
Ved det danske markeds lukketid lå Nasdaq Composite 1 pct. højere i 2.505, mens S&P 500 var steget 0,4 pct. til 1.383.
Det danske marked holder lukket i morgen som følge af Grundlovsdag, hvorfor det amerikanske markeds udvikling i forhold til ovennævnte niveauer kan være med til at sætte retningen for de danske aktier på fredag.
På ugens sidste dag offentliggøres imidlertid også den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for fredag.
I dag viste en beskæftigelsesindikator fra Automatic Data Processing (ADP) en stigning på 40.000 beskæftigede i den private sektor i maj måned. Markedet havde forventet et fald på 30.000. Konsensus i markedet for fredagens beskæftigelsestal, som imidlertid også omfatter den offentlige sektor, er et fald på 50.000.
Vestas faldt 2 pct. til i kurs 670 efter de sidste fire dages store stigninger, mens Danske Bank brød støtten i 160 og lukkede 2 pct. lavere i kurs 157,5.
Auriga steg 4 pct. til kurs 190 i kølvandet på positive vinde i sektoren, efter at tyske K+S, der producerer kaliumoxyd, løftede indtjeningsforventningerne i år med 29 pct., hvilket fik Credit Suisse til at hæve kursmålet fra 276 EUR til 388 EUR.
Tower Group stiger 5,8 pct. til kurs 127 efter at have opjusteret resultatforventningerne til regnskabsåret 2007/08 fra tidligere udmeldt 78 mio. kr. til nu 135-165 mio. kr. før skat.
- Opjusteringen på 57-87 mio. kr. hidrører fra værdiregulering af selskabets tyske ejendomsportefølje på baggrund af stigende lejeindtægter, skriver Tower Group.