Aktier/middag: Ambu i top og Top i bund i afventende rødt marked

Udgivet den 03-04-2020  |  kl. 11:38  |  
Novozymes - Kilde: Novozymes.com

Der er fredag middag fokus på aktierne i Ambu og GN.

Ambu offentliggjorde torsdag aften, at de amerikanske sundhedsmyndigheder har godkendt selskabets engangscystoskop. Aktien stiger markant.

Derimod er GN relativt upåvirket, efter at selskabet har suspenderet forventningerne til 2020 og udskudt aktietilbagekøb i forbindelse med offentliggørelsen af foreløbige tal for første kvartal.

Eliteindekset, C25, ligger 0,4 pct. lavere fredag middag i 1109,79. Dermed har det kurs mod en positiv uge, da det sidste fredag lukkede i 1075,92. Otte af indeksets aktier stiger.

- Fredagens marked er afventende og underliggende nervøst, og det er udviklingen i coronaudbruddet, der primært styrer, vurderer senioraktiehandler i Sydbank Christian Thatje.

Svage positive coronatendenser i Europas coronaepicenter - Italien og Spanien- vurderer han, er næppe nok til at opveje frygten for udviklingen i USA.

AMBU TIL TOPS

Ambu oplyste torsdag aften, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har godkendt engangscystoskoppet Ascope Cysto til salg i USA.

Engangsskoper reducerer risikoen for infektion med virus eller bakterier fra patienter, hvis genanvendelige skoper ikke renses og desinficeres tilstrækkeligt, ligesom det kan spare tid og omkostninger.

Ambu stiger fredag middag 5,3 pct. til 173,50 kr. og er nu steget små 55 pct. i år. Dermed er det den aktie af alle - fraregnet First North-selskaber - der er steget mest i år.

GN KUN LIDT PÅVIRKET

Fredag morgen har GN suspenderet sit aktietilbagekøb og forventningerne til 2020 på grund af den usikkerhed, som udbruddet af coronavirus har skabt.

Derudover er selskabet kommet med foreløbige regnskabstal for årets første kvartal, hvor omsætningen ventes at være steget til omkring 2950 mio. kr. fra 2840 mio. kr. samme kvartal sidste år.

Det er trukket af udviklingen i GN Audio, hvor den organiske vækst har været 22 pct. oven på en voksende efterspørgsel på grund af stigende hjemmearbejde, mens udviklingen i GN Hearing har været negativ med 15 pct.

Udviklingen for Hearing-delen ventes mere negativ i andet kvartal.

Aktien ligger 1,0 pct. lavere i 286,50 kr. I år er den faldet små 10 pct.

TOPDANMARK I BUND

I bunden af indekset ligger Topdanmark, der falder 4,4 pct. til 272,40 kr. Af aktiefaldet på 12,40 kr. skyldes 8,50 kr. fragang af udbytte efter torsdagens generalforsamling. Det oprindelige forslag til udbytte blev halveret.

ISS OGSÅ I BUND

Fredag kan ISS, der sammen med Carlsberg i Jyllands-Posten Finans, fortælle, der nu begynder at ske en genstart i Kina, efter at dele af landet har været lukket ned på grund af udbruddet af coronavirus.

ISS ser, at markedet gryr - særligt på området på dybde-rengøring oven på nedlukningen.

ISS-aktien falder dog alligevel med 3,7 pct. til 88,56 kr.

Genåbningen af industriprovinsen Chongqing, hvor Carlsberg har sit største bryggeri, er positiv for bryggeriet.

Carlsberg-aktien stiger 0,6 pct. til 756 kr.

Carlsberg suspenderede torsdag sine forventninger til 2020 på grund af den usikkerhed, som udbruddet af coronavirus har skabt

- Nogle industriprovinser åbner, inklusive Chongqing, hvor vi har vores største bryggeri. Vi ser, at markedet i nogen grad er på vej tilbage fra det laveste punkt i februar. Men vi ser også nogle tiltag for at sikre, at der ikke kommer en anden bølge, skriver chef for Carlsberg i Asien Graham Fewkes til Finans.

Torsdagens melding har fået en række finanshuse til at tage et kig på aktien.

Blandt andet Goldman Sachs, der har løftet sin anbefaling af aktien til "neutral" fra "sælg", mens kursmålet er løftet til 800 kr. fra 780 kr. Danske Bank og DNB Markets har sænket kursmålene til henholdsvis 950 kr. fra 1075 kr. og til 1040 kr. fra 1200 kr., men siger begge fortsat "køb" af bryggeriaktien.

B&O LØFTET HOS DANSKE BANK EFTER REGNSKAB

Blandt fondsbørsens sidepapirer er der fredag kommet nyt fra analysefronten til blandt andet Bang & Olufsen, der efter torsdagens regnskab er blevet løftet til "hold" fra "sælg" hos Danske Bank, der også har løftet kursmålet til 24 kr. fra 20 kr. Aktien stiger 0,8 pct. til 22,68 kr.

Flere danske eliteaktier har også fået nyt fra analysefronten fredag - blandt andet Novozymes, DSV Panalpina, FLSmidth, Tryg og Danske Bank.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder