Aktier/middag: Banker bløder igen mens "sikre havne" flyder ovenpå

Bankaktierne er endnu engang sorteper på det danske aktiemarked fredag, hvor ny usikkerhed er med til at sende Nordea, Jyske Bank og Danske Bank til bunden af det danske eliteindeks.
Nordea falder tungest med 10 pct., da retten til udbytte samtidig fragår, mens de to andre bankaktier smider liger over 4 pct. hver.
Samlet dykker C25-indekset midt på dagen med 1,7 pct. til 1721,60.
Holder det negative fortegn dagen ud, vil det være det første minus til C25-indekset i denne uge. Indekset er således steget de foregående fire børsdage på stribe med sammenlagt 2,7 pct. For en uge siden gik C25-indekset på weekend i 1704,53.
- Det er blevet mere og mere negativt op ad dagen, og det gælder både i Danmark og ude i verden. Det er finansaktierne, der har det sværest, og bankerne ligger tungt nede. Det ser vi også herhjemme, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til MarketWire.
Han peger især på UBS i Schweiz og Deutsche Bank i Tyskland som katalysatorer for udviklingen.
I forhold til Deutsche Bank er prisen at forsikre sig mod en konkurs i den tyske storbank steget markant torsdag - og ifølge Reuters i det højeste tempo nogensinde, skriver nyhedsbureaet Dow Jones.
Også hos Credit Suisse steg de såkaldte CDS'er kort før, at selskabet i sidste uge blev overtaget af UBS.
- Det falder i øjnene, at de CDS'erne begynder at stige så kraftigt. Det skaber noget nervøsitet. Der er fokus på banksektoren og en frygt for, at det, vi har oplevet, ikke er ovre endnu, siger Martin Munk.
Øverst i indekset er der små plusser til Novo Nordisk, Genmab, Carlsberg og Royal Unibrew, der alle stiger under 1,2 pct.
- For mig er det et udtryk for, at der er lidt sikker havn i den type selskaber, som investorerne søger mod, siger Martin Munk og fremhæver særligt fremgangen for Novo Nordisk som stærk.
Aktien handles fredag uden ret til udbytte, og det vil typisk få en aktie til at falde, men det sker ikke fredag.
STORE UDBYTTEDAG
Udover udbytte til aktionærerne i Novo, der steg til rekord torsdag, får aktionærerne i Nordea, Simcorp, Sydbank og Torm også udbytte i de kommende dage, og udbyttet fragår fredag.
For Nordea drejer det sig om 0,80 euro per aktie, Sydbanks udbytte løber op i 16,77 kr., Simcorp betaler 7,15 kr. til aktionærerne, og Torm afregner i dollar og betaler 2,59 dollar - svarende til omkring 17,80 kr.
Nordea ligger i bunden af C25 med et fald på 10 pct. til 69,70 kr. Novo stiger med 0,3 pct. til 1037,80 kr. og har dermed igen bud efter rekord.
RABAT HOS AMBU
Medicoselskabet Ambu ligger også pænt i C25-indekset fredag, efter at selskabet har hentet 1,1 mia. kr. før omkostninger i frisk kapital efter salg af aktier til rabatkursen 93 kr.
Prisen for aktierne var dermed 4,7 pct. lavere end lukkekursen for aktien torsdag på 97,60 kr., hvor aktien faldt 1,1 pct.
Fredag stiger aktien 0,2 pct. til 97,82 kr.
- Ambu eksekverer hurtigt og undgår at trække kapitalplanerne i langdrag, skriver Per Hansen, der er investeringsøkonom i Nordnet, i en kommentar.
- "Rabatten" er på niveau med, hvad der er normen mellem 3-6 pct. afhængig af udsteder, størrelse, interesse, med videre. Ambu burde nu være klar til at levere på sine vækstambitioner: 10 pct. EBIT-margin inden for to år og det dobbelte inden for fem år jævnfør kapitalmarkedsdagen, påpeger investeringsøkonomen.
For Unibrews vedkommende stiger aktien med 1,1 pct. til 578,60 kr.
Bryggeriet har fået løftet sit kursmål til 700 kr. fra 650 kr. af Jyske Bank, der gentager anbefalingen "køb".
VESTAS MISTER TOPPLACERING
Vestas måtte sidste år opgive sin topplacering blandt verdens vindmølleproducenter, da kinesiske Goldwind som den første vindmølleproducent fra Kina nogensinde opstillede mere kapacitet end nogen anden aktør.
Vestas opstillede ny kapacitet i 2022 på 12,3 gigawatt, og det var mindre end Goldwinds præstation på 12,7 gigawatt. Amerikanske GE indtog samtidig tredjepladsen med 9,3 gigawatt.
Aktien falder 3,3 pct. til 188,72 kr.
SAS BLØDER FORTSAT
Indtjeningen styrtbløder fortsat hos flyselskabet SAS, som i februar havde et nettounderskud på 892 mio. svenske kr. - svarende til cirka 594 mio. danske kr.
Omsætningen i måneden løb op i 2476 mio. svenske kr.
Det oplyser SAS i en månedsopgørelse af visse nøgletal, som selskabet er forpligtet til at komme med som følge af den igangværende chapter 11-proces hos de amerikanske myndigheder.
SAS falder med 2,1 pct. til 0,27 kr.
.\\˙ MarketWire
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1176
- næste ›