Aktier/middag: Danske Bank sætter kurs mod højeste niveau siden 2018

Udgivet den 02-02-2024  |  kl. 11:34  |  
Maersk

Danske Bank er på den grønne gren fredag oven på sit årsregnskab, hvori banken modsat en række konkurrenter varsler uændret indtjening i år. Hertil kommer aktietilbagekøb og udbytte, der luner hos aktionærerne.

Regnskabet falder desuden i et opstemt marked, hvor det samlede C25-indeks midt på dagen trækkes op med 0,5 pct. til 1871,26.

I USA steg aktierne ganske pænt torsdag, og både Meta Platforms og Amazon gav løfterige regnskaber, der sender aktierne op i formarkedet fredag, mens Apple ryger modsat.

- Vi har et positivt marked herhjemme og på de fleste af de europæiske markeder fredag, og den gode stemningen hænger sammen med nogle af de regnskaber, vi fik fra USA i torsdag aften - særligt techselskaberne, siger Martin Munk, senioraktierådigver i Jyske Bank.

Det smitter også af på amerikanske futures på en dag, hvor netop USA tager fokus på grund af eftermiddagens officielle jobrapport, der har for vane at kunne påvirke markedsstemningen.

- Jobrapporten kan ændre på tingene, men lige nu ser det positivt ud, lyder det videre.

DANSKE BANK SER MULIGHED FOR AT FASTHOLDE INDTJENINGEN

Danske Banks bundlinje endte på 5765 mio. kr. i fjerde kvartal 2023 mod ventede 5832 mio. kr. blandt analytikere.

I 2024 spår banken resultater på linje med sidste år. Overskuddet efter skat ventes at lande på 20-22 mia. kr. mod 21,3 mia. kr. i 2023.

Analytikere forudså inden regnskabet et resultat i 2024 på 20,7 mia. kr., viser estimater indsamlet af banken selv.

Nordnets investeringsøkonom Per Hansen lægger mærke til, at Danske Bank modsat andre danske banker ikke ser tilbagegang i år.

- For 2024 guider Danske Bank en indtjening på 20-22 mia. Det er lidt bedre end de forventninger, som er aktuelt og viser også en større forskel til eksempelvis Jyske Bank og Sydbank, som har guidet deres 2024 forventninger ned og under konsensus, skriver Per Hansen i en kommentar.

Danske Bank stiger 5,8 pct. til 195,80 kr. og har dermed sat kurs mod det højeste niveau siden 2018.

TYSK STORBANK SKÆRER SIN ANBEFALING AF VESTAS

Fra børshusene er der kommet nyt om Vestas, Rockwool, Topdanmark, ALK og A.P. Møller-Mærsk.

Vestas har fået sænket anbefalingen til "hold" fra "køb" hos Deutsche Bank, der gentager sit kursmål på 220 kr. Vindmølleaktien stiger 0,7 pct. til 196,46 kr.

Rockwool, der stiger 1,5 pct. til 1915 kr., har fået løftet kursmålet til 2300 kr. fra 2000 kr. hos investeringsbanken Carnegie, der gentager anbefalingen "køb".

Forsikringsselskabet Topdanmark har landet et lavere kursmål fra Autonomous Research, der nu lyder på 290 kr. fra 310 kr.

Anbefalingen er uændret "underperform", viser data fra Bloomberg News.

Aktien stiger fredag 1,4 pct. til 311,80 kr.

Også ALK har været under lup og fået hævet kursmålet for aktien til 127 kr. fra 120 kr. hos DNB. Anbefalingen "køb" gentages.

Aktien falder 0,9 pct. til 111,70 kr.

Og endelig har Mærsk fået hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos britiske HSBC, der samtidig har løftet kursmålet til 16.000 kr. fra 15.000 kr.

B-aktien falder imidlertid 1,3 pct. til 12.290 kr., hvilket giver selskabet en plads blandt de nederste i dagens C25-indeks.

Rateindekset SCFI, der måler spotpriserne på containerfragt fra Shanghai til en række destinationer verden over, er i denne uge steget 1,8 pct. til 2217,73. Ugen før faldt indekset 2,7 pct.

Med i bunden er branchefællen DSV efter transportkoncernens regnskab torsdag, der afslørede en prognose på et EBIT-resultat på 15-17 mia. kr. i 2024.

- Vi mener, at DSV indledningsvist har en meget konservativ tilgang til 2024 og venter, at situationen i Det Røde Hav vil påvirke yields positivt, skriver analytiker hos Danske Bank, Michael Vitfell-Rasmussen, i en analyse.

Banken hæver sin anbefaling til "køb" fra "hold", mens kursmålet sættes op til 1415 kr. fra 1300 kr.

Også JPMorgan, Carnegie, SEB og Nordea har set nærmere på aktien efter regnskabet.

Fredag falder DSV 1,3 pct. til 1239 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Seneste nyheder

12:15 Obligationer/middag: Rolig ugestart med små renteplusser
11:40 Novo om voldsom efterspørgsel: Vi ved ikke hvornår produktionen kan følge med
11:34 Aktier/middag: Mærsk og Zealand topper ellers let sivende marked
11:26 Scandinavian Tobacco får sænket anbefaling af Deutsche Bank
11:07 Høreapparater: Sonova sendes i dørken af sænkede anbefalinger
10:21 Blackrock ser god forretning i obligationer i store økonomier med rentesænkninger forude
09:50 MT Højgaard Danmark indgår aftale med Siemens om udbygning af elnettet
09:31 Fremadstormende rederi kan blive næste medlem af C25
09:08 Aktier/åbning: Ambu i bunden af negativt marked efter sænket anbefaling
08:59 Obligationer/åbning: Renterne tikker lidt op efter amerikansk stigning mandag
08:56 Shape Robotics: Omsætningen vokser og indtjeningen falder efter opkøb
08:30 Sydbank køber Coop Bank for trecifret millionbeløb
08:07 Tyskland: Producentpriser steg en spids mindre end ventet i april - klart fald på årsbasis
08:00 Tilbagegang i BNP på 1,8 pct i første kvartal
07:56 Aktier/tendens: Ambu i fokus med sænket anbefaling før ventet lyserød start
07:20 Japanske rederier trækker fra blandt Mærsks asiatiske konkurrenter
07:13 Obligationer/tendens: Rentestigninger i sigte efter amerikanske løft i pinsen
07:08 Råvarer: Oliepriserne falder på forventninger om fortsat inflation
06:50 Ambu får sænket anbefalingen hos Svenska Handelsbanken
06:42 Asien: Japansk lyspunkt slukket i stemningsforladte markeder