Aktier/middag: Drilling falder mest i rødt marked med få lyspunkter

Udgivet den 14-08-2020  |  kl. 11:26  |  
Vestas - Vindmølle

ISS falder sammen med bankerne tungest i det danske eliteindeks fredag middag, hvor dagens store nyheder dog skal findes uden for C25-indekset.

Her falder Maersk Drilling med 7,9 pct. til 150 kr., efter at selskabet er kommet med regnskab for andet kvartal. Det bød på en stor nedskrivning på selskabets rigge, og investorerne virker langtfra imponerede.

Scandinavian Tobacco Group har fredag morgen opjusteret forventningerne til den organiske vækst, og det bliver belønnet med en stigning på 8,9 pct. til 100,80 kr. Og så er der blandt sidepapirerne også regnskab fra Schouw og en revideret rekapitaliseringsplan fra SAS.

Tilbage i C25-indekset, der samlet set falder 1,3 pct. til 1463,21, er Novo Nordisk under teknisk pres, da medicinalkoncernen udbetaler halvårligt udbytte på 3,25 kr.

Aktien falder 1,6 pct. til 414,80 kr.

Finanshuset Kepler Cheuvreux har desuden løftet kursmålet for aktien i Novo til 392 kr. fra før 290 kr. Anbefalingen er uændret "hold".

Som den eneste aktie i eliteindekset stiger Pandora med 0,1 pct. til 436,20 kr., mens ISS i den modsatte ende falder med 3,7 pct. til 100,45 kr.

- Det har været lidt turbulent for ISS siden regnskabet. Torsdag steg den pænt, men der er enorm usikkerhed om aktien i øjeblikket og spænding omkring den nye CEO, som sætter sig i stolen her til september, vurderer senioraktierådgiver Martin Munk fra Jyske Bank.

Også på de europæiske aktiemarkeder er der ved middagstid fredag røde toner, og Martin Munk vurderer, at det kan skyldes et forestående møde.

- Der er lidt spænding om det møde, der finder sted i weekenden mellem Donald Trump og Xi Jinping, og der er nok nogle investorer, som er lidt på standby forud for det møde.

- Der er ingen tvivl om, at amerikanerne lige nu bakker op om en hård linje over for Kina, så det bliver spændende at se, om det kommer til udtryk i mødet. Men vi har også haft en god periode, og det ligner lidt, at markedet tager sig en puster, forklarer han.

DRILLING MED REGNSKAB

Borerigselskabet Maersk Drilling oplevede tilbagegang i de første seks måneder af 2020, som har været hårdt ramt af coronakrisen og faldende oliepriser. En kæmpe nedskrivning belaster desuden bundlinjen.

- Det skarpe fald i oliepriserne i første kvartal af 2020 udløst af Covid-19 og Opec+'s adfærd har medvirket til lavere budgetter i olie- og gasselskaberne, udskydelse af projekter, aflysning af udbud og suspension og ophævelse af kontrakter, skriver Drilling i regnskabet.

På de nedre regnskabslinjer hentede Maersk Drilling et nettoresultat på minus 1534 mio. dollar, eller 9,7 mia. kr., i første halvår mod et minus på 18 mio. dollar i samme periode et år tidligere.

Årsagen er en nedskrivning på 1476 mio. dollar på selskabets rigge som følge af ændrede markedsudsigter.

Bedre er det gået Scandinavian Tobacco Group, STG, under krisen, som fredag morgen opjusterede forventningerne til den organiske EBITDA-vækst og til den frie pengestrøm.

Det er det øgede antal af hjemmearbejdende, der har medført et større forbrug af håndrullede cigarer og stærk vækst i onlineforretningen.

Scandinavian Tobacco venter nu en organisk vækst i EBITDA-indtjeningen på mere end 9 pct. i år mod en tidligere ventet vækst på mere end 2 pct.

Schouw og Co. har også fremlagt tal for andet kvartal og kommer igen med forventninger til 2020 efter at have suspenderet dem tidligere på grund af coronakrisen.

Selskabet nedjusterer forventningerne omsætningen til at lande omkring 20,6 mia. kr. mod tidligere 21,6 mia. kr. Der skrues dog op for EBITDA, som nu ses ende på mellem 1940 og 2110 mio. kr.

Tidligere e lå forventningen til omsætning i størrelsesordenen 21,6 mia. kr. og EBITDA mellem 1935 og 2105 mio. kr.

Aktien stiger 4,4 pct. til 590 kr. efter regnskabet.

SAS REVIDERER REDNINGSPLAN

SAS-aktien falder fredag 3,1 pct. til 5,32 kr., efter at selskabet har annonceret en revideret rekapitaliseringsplan.

Ændringerne i planen, som vedrører vilkårene for selskabets obligationsejere, støttes af flyselskabets tre største aktionærer, den svenske og danske stat samt Knut og Alice Wallenbergs fond

- Det nye i meddelelsen i dag er tidsplanen, men også, at den reviderede plan, som man nåede til enighed med del af obligationsejerne i sidste uge, nu er godkendt af ejerne - det vil sige af den danske og svenske stat og Wallenberg, siger analysechef i Sydbank Jacob Pedersen til Ritzau Finans.

MASSIV BYGE MED ANALYTIKER-NYT

Regnskabssæsonen er i fuld gang, og det udløser dagligt en stormflod af kursmålsændringer fra finanshusene på de aktuelle selskaber.

Ørsted har fået løftet sit kursmål til 950 kr. fra 810 kr. hos Nykredit, der gentager anbefalingen "køb".

Aktien falder fredag ved middagstid med 1,7 pct. til 884,40 kr.

Storbankerne Société Générale, Morgan Stanley og HSBC løfter alle deres kursmål for Vestas.

Hos Société Générale løftes kursmålet til 1100 kr. fra 670 kr. Anbefalingen "køb" gentages.

Morgan Stanley gentager sin neutrale anbefaling "ligevægt" og løfter kursmålet til 657 kr. fra 598 kr. HSBC, der holder fast i sin neutrale vurdering "hold", har sendt sit kursmål op i 760 kr. fra 590 kr.

Vestas falder 0,8 pct. til 925,60 kr.

Kursmålet for aktien i smykkeselskabet Pandora blev sent torsdag løftet til 440 kr. fra 285 kr. af finanshuset ABG Sundal Collier. Anbefalingen af aktien gentages på "hold". Pandora, der stiger en smule fredag, er eliteindeksets eneste aktie i grønt.

Kursmålet for aktien i Carlsberg blev sent torsdag blevet løftet med knap 10 pct. til 1020 kr. fra 930 kr. af investeringsbanken Credit Suisse. Anbefalingen af aktien fastholdes på "outperform". Også Morningstar har været inde og se på bryggeriaktien og hæver kursmålet til 760 kr. fra 725 kr. Anbefalingen er fortsat "sælg".

Finanshuset Bernstein retter dog sit kursmål til, hvilket betyder, at det nu er på 1130 kr. mod tidligere 1190 kr. Bernstein holder fast i den positive anbefaling "outperform".

Carlsberg ligger i den øvre ende af C25 med et fald på 0,9 pct. til 878,60 kr.

Alle ændringer fremgår af Bloomberg News.

Medicinalkoncernen Lundbeck har fået sænket kursmålet til 218 kr. fra 230 kr. - her af det schweiziske finanshus Credit Suisse. Det skriver Reuters, der ikke oplyser finanshusets anbefaling for den danske medicinalaktie. Credit Suisses seneste anbefaling lyder på "underperform", viser data fra Bloomberg News.

Lundbeck falder 2,1 pct. til 223,90 kr.

/ritzau/FINANS

Nicoline Lärka Sørensen

Tags:  Danmark❯  Shares❯  Intraday❯ 

Relaterede nyheder